Det er endnu ikke til at sige hvornår The Witcher 4 reelt udkommer, og CD Projekt RED har heller ikke ville kommentere direkte på en eventuel lancering. Men én ting er sikkert; de lægger nu rigtig, rigtig mange kræfter bag projektet internt.
I et interview med polske Parkiet siger CEO Adam Kicinski, at de planlægger at ekspandere holdet bag The Witcher 4 til 400 ansatte i 2024, og man må nu sige at spillet virkelig befinder sig i fuld produktion.
Kicinski bekræfter også i interviewet at arbejdet på Orion, den direkte efterfølger til Cyberpunk 2077, vil begynde i 2024, og det spil er ligeledes på vej ud af præproduktion.
Dog afviser han blankt at The Witcher 4 snart får en udgivelsesdato, for så langt er de åbenbart ikke, og han bekræfter sidst men ikke mindst at de fremadrettet først vil fremvise spil langt tættere på den internt planlagte udgivelsesdato.