Selvom at foldbare telefoner først var et marked domineret mest af alt af bare én producent, så er selv denne ambitiøse, cutting-edge formfaktor nu blevet udforsket af en lang række konkurrenter. Hvad det endnu ikke rigtig har resulteret i er en yderligere udforskning af utraditionelle implementeringer af teknologien, og heller ej en priskrig.
Det betyder at du kan shoppe online og finde de her nyeste foldbare telefoner til nogenlunde samme pris. Jo, Samsung tager stadig betragteligt mere for deres nyeste Galaxy Fold 6, men en OnePlus Open, en original Pixel Fold eller en importeret Xiaomi Mi Mix Fold kan fås til mellem 9500 og 11.000 kroner. Det er lige her at Honor tilsyneladende har valgt at placere deres nyeste Magic V3. Det skal dog siges at vi endnu ikke har konkret prissætning.
Men Honor, selvom det måske umiddelbart ikke er et brand du har noget synderligt stærkt forhold til, har faktisk nogle ret så gode ideer om hvordan den moderne foldbare telefoner skal skrues sammen, så det er faktisk værd at lytte efter, når de bikser en keynote sammen, og de har netop afviklet en ved årets IFA-messe.
Først og fremmest er Honor Magic V3 en af de mest imponerende stykker foldbar hardware vi nogensinde har testet, og her inkluderer vi Samsung Galaxy Z Fold 6 og Google Pixel 9 Pro Fold. Det hele starter naturligvis med hvor tynd Magic V3 er når den er foldet sammen. Vi snakker 9.2 millimeter, en verdensrekord i øvrigt, som for alvor skaber en vedholdende, kraftfuld illusion om at du faktisk "bare" holder en traditionel smartphone. Det gør også at den er let, faktisk bare 226 gram, som stort set er det samme som en iPhone 15 Pro Max. Godt nok har den "kun" en IPX8-certificering, men Honor påstår at dette, med længder, er den mest robuste foldbare telefon i verden, og har sågar ladet GSM Arena teste den ved at smide den i vaskemaskine, tabe den uden nogen form for beskyttelse. Den video er ikke sponsoreret, og den kan ses her.
Og der er bare endnu flere gode nyheder hele vejen rundt på hardware-siden. Honors Qinghai Lake-battery er på hele 5150mAh, og klarer snildt to dages brug, og der er 66W trådet opladning, og hele 50W trådløs opladning. Tilføj ret gode stereohøjtalere, en solid fingeraftrykslæser på siden og Bluetooth 5.3, og så har du altså noget der virkelig kan noget. Den eneste anke er at kameramodulet bag på oser lidt for meget af Under Armour, de rette linjer omkring modulet skaber en slags illusion af at det hele kan skrues af med en svensknøgle, og det er lige lidt for "rugged" for min smag. Ellers er det her en storslået hardware-sejr hele vejen rundt.
Indvendig finder vi Snapdragon 8 Gen 3, som vi har snakket om utallige gange, og den akkompagneres af en Adreno 750 GPU, op til 1TB UFS 4.1 plads og 16GB RAM. Det her er seriøse specifikationer, og Honor kan uden tvivl sidde med ved højbordet blandt de etablerede giganter.
Der er, traditonen tro, to displays. Det ene er 6.43 tommer OLED, kører i 1050x2376 og præsterer 120Hz, Dolby Vision og en lysstyrke på 5000 NITS. Det er noget der ligner en rekord, og det kan mærkes her i sommersolen, hvor Magic V3 har overkommet stort set alle lysforhold med knivskarpe resultater. Åbner du telefonen har du et 7.92 tommer LTPO AMOLED, der ligeledes kører i 120Hz med 1800 NITS - slet ikke dårligt.
Udelukkende bedømt på display, batteri, SoC, opladning og alle de andre aspekter der udgør hardware-delen af den samlede brugsoplevelse, så er det her et slam dunk, ingen tvivl om det.
Men softwaren er lidt en anden historie. Godt nok er denne udgave af Honors eget Android skin, Magic OS 8, blevet rekonfigureret så den passer til det europæiske marked, og det betyder blandt andet at ens notifikationer kommer til tiden, og at apps ikke lukkes ned med samme autoritære beslutsomhed som kinesiske software-suiter har det med at gøre. Desuden er der fuld adgang til Googles økosystem, som de fleste her har brug for på den ene eller den anden måde. Nej, der mangler bare stadig finpolering. Ofte er der ukorrekt spacing, der er sågar stavefejl hist og her, og Honor har også for vane pludselig at bruge caps lock. Derudover er der småtterier som at et dobbelttryk på lock-knappen ikke kan blive en kameragenvej, og at du skal swipe ned fra hjørnet for at få din notifikationsmenu. Det er bare små usability-problemer, der pludselig står i kø, og selvom du kan vænne dig til det meste, så burde Honor låse mere op for deres brugerflade.
Kameraerne er fine, tilforladelige sågar. Du får en 50 megapixel standard wide med optisk stabilisering og et 40 megapixel ultra-wide, der desværre kun er 112 grader, og derfor knapt nok kan kaldes en ultra-wide. Det sidste er en 50 megapixel periskop-telefoto, som "kun" kan præstere 3.5x optisk zoom. Jo, det er mere end 2x, som flere telefoner sidder fast med, men heller ej matcher den Google Pixel 9 Pro Folds 5x optisk. Billederne er dog fine, særligt under favorable lysforhold. Honor har skam software der tager kampen op imod lens flares, digital støj og andre klassiske problematikker når først naturligt lys begynder at vige. Der mangler uden tvivl et processeringslag, den automatik der efterbehandler billeder, som både Apple og Google, og tildels også Samsung, formår at gøre. Nej, jeg snakker ikke om "beautification" eller nogle af Googles mere etisk tvivlsomme funktioner, men om hive flere detaljer frem fra skygger, udvide den dynamiske rækkevidde og sikre jævn farvekemi mellem linser. Honor kunne eventuelt drage nytte af et samarbejde med Hasselblad, Leica eller en anden legendarisk kamereproducent for at sikre at den habile hardware kombineres med en mere omfattende software-løsning. Der er ikke noget i stykker her, men den kan ikke tage kampen op imod Pixel 9 Pro Fold, eller OnePlus Open, eller sågar Galaxy Z Fold 6.
Men når det så er sagt, så har Honor præsteret sådan en genistreg med stort set alle hardware-tiltag her, at det er svært ikke at bøje sig i støvet for hvordan alt det her kan være i så slank en enhed. Men i sidste ende så ankommer den også på et tidspunkt, hvor Google netop har lanceret deres Pixel 9 Pro Fold, og i vores anmeldelse så er det ret let at konstatere at Google nagler samtlige aspekter inklusiv en slank profil og direkte storslået software.
Det betyder at Honor allerede nu har en kamp foran sig, men samtidig bør vi anerkende deres evne til at designe innovativ, robust hardware. Men måske er det på tide at finde en software-partner?