Den norske udvikler Antagonist har arbejdet hårdt på deres horror-oplevelse Through the Woods i lang tid, og nu har vi lært lidt mere om, hvad vi kan forvente fra historien.
Et sted på den norske kystlinje tager spilleren styringen over Karen, en mor som har mistet sin søn under dramatiske omstændigheder. Historien begynder da hun bliver udspurgt omkring hans forsvinden, og spilleren tager over, da hun husker tilbage på begivenhederne. Hun er kun udstyret med en lommelygte i den dybe skov, og naturligvis ligger ondskaben på lur i mørket. Lommelygten er både til skade og gavn, da den oplyser vejen fremad, men også tiltrækker opmærksomhed.
Through the Woods er en dynamisk historie, der tilpasser sig dine valg og handlinger. Det du gør, påvirker afhøringen.
Spillet udkommer på Steam (PC, Mac og Linux) i det første kvartal af 2016



