Gamereactor Danmark. Se de seneste trailere og friske interviews fra de største spil-messer i verden. Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Hot Wheels Unleashed 2: Turbocharged

Hot Wheels Unleashed 2: Turbocharged

Efter en overraskende succes i første hug forsøger Milestone nu at bygge en franchise. Så er det lykkedes?

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Italienske Milestone har efterhånden fået opbygget sig et navn indenfor realistiske racere, gerne på to hjul, med for eksempel Ride og MotoGP serierne. I 2021 kom så Hot Wheels Unleashed, som var en virkelig solid arkaderacer på fire hjul - og nu er den uundgåelige efterfølger så kommet. Jeg kan faktisk bedre lide Milestone, når de giver slip på de der realistiske og lidt kønsløse racere, de spytter ud hele tiden og i stedet giver den gas med en arkaderacer.

Hot Wheels Unleashed 2: Turbocharged er en kart racer med de her små Hot Wheels biler vi kender, som man kører ræs med på nogle ganske opfindsomme og crazy baner, lavet med de samme Hot Wheels elementer man kan købe i butikkerne. Banerne er placeret i fem forskellige verdener: På en minigolfbane, i et historisk museum med dinosaurer, på en tankstation, i en spillehal og i en baghave. Banerne er fyldt med loops, skarpe sving, sektioner hvor man hænger med hovedet nedad og visse gange kommer man endda også uden for selve banen. Der er en del forskellige baner fordelt på de her fem verdener, men der kunne godt have været lidt flere, så der havde været lidt mere afveksling.

Hot Wheels Unleashed 2: Turbocharged
Dette er en annonce:
Hot Wheels Unleashed 2: TurbochargedHot Wheels Unleashed 2: TurbochargedHot Wheels Unleashed 2: TurbochargedHot Wheels Unleashed 2: Turbocharged

Ligesom i andre kart racere, er powerslides en stor del af gameplayet og det er mange gange den hurtigste måde at komme igennem de skarpe sving på - og på samme tid fyldes ens boost-meter op, mens der powerslides. Som noget nyt kan man hoppe og lave et "Lateral Dash", hvor man sidelæns kan skubbe til modstanderne. At kunne hoppe er ganske brugbart, mens Lateral Dash ikke gør den store forskel, så det ender med at man nærmest aldrig bruger den. Rundt omkring på banerne er der forskellige paneler, som for eksempel fylder ens boost-meter op, andre der giver ekstra fart med det samme og nogle skaber modstand i bilen, så man taber fart.

Hot Wheels Unleashed 2: Turbocharged indeholder ved udgivelsen 130 forskellige biler og som noget nyt, er der også motorcykler og ATV'er med. De virker lidt underligt store i forhold til bilerne, men det er nok sådan Hot Wheels motorcykler og ATV'er ser ud. Man får løbende adgang til nye biler og motorcykler, som typisk skal købes med de guldmønter, man får efter hvert løb. Der er biler fra virkelige producenter som Mercedes, Aston Martin, Koenigsegg, Bugatti, Ford og Chevrolet, samt forskellige fantasifulde Hot Wheels biler. Hvis man er Hot Wheels fan, er der i hvert fald masser af biler at gå på jagt efter og nogle af dem er i øvrigt ganske sjældne. Hvis det går som med det første spil, så kan vi forvente at der løbende bliver føjet massevis af nye biler og andre køretøjer til i den kommende tid.

Spillets singleplayer del hedder Hot Wheels Creature Rampage og i år er der faktisk en lille historie, som er mest målrettet yngre spillere. Den præsenteres via nogle ret flotte tegnede sekvenser og binder egentlig de knap 100 forskellige løb fint sammen. Man bliver præsenteret for en række forskellige løbstyper lige fra almindelige kom-først-over-målstregen-løb til Time Attack, Elimination, Waypoint og fem bosskampe, hvor man skal nedkæmpe en boss på banen. Endelig er der også multiplayer både online og i splitscreen og hvor man blandt andet kan spille Grab the Gears og Clash Derby, som udelukkende er multiplayer gamemodes. Så der et fint udvalg af gamemodes.

Dette er en annonce:

Hot Wheels Unleashed 2: Turbocharged er den slags spil, hvor den mindste fejl straffes hårdt - og det kan være ret frustrerende. Der er så meget elastik mellem spilleren og de computerstyrede modstandere, at den mindste fejl kan betyde at man ryger fra en 1. plads til en 12. plads på et splitsekund. Elastikken betyder modsat også, at det er let at kæmpe sig tilbage i front igen, men udfaldet af et løb føles nogle gange som om, at man kaster en terning. Et andet eksempel er, at hvis man i Time Attack ikke får sig placeret helt rigtigt før et hop, så er der en stor risiko for, at man misser den efterfølgende rampe man skal lande på og så har man ikke en jordisk chance for at komme i mål inden for tidsgrænsen og så kan man lige så godt genstarte. Et perfekt run kan ødelægges af en fejl og jeg er ikke vild med den slags "hit or miss" spildesign. Det virker for tilfældigt.

Hot Wheels Unleashed 2: Turbocharged er et spil der konstant belønner spilleren. Der er masser af indbyggede mål man kan nå og efter hvert endt løb, låser man op for guldmønter, opgraderings-kits, elementer til spillets bane-editor og baggrunde, ikoner og designs til ens gamer card samt mange andre ting. Som sagt er der en bane-editor indbygget, hvor man kan lave ens egne baner, som man kan dele med andre spillere. Som så ofte er bane-editoren lidt kluntet at bruge med en controller, men det fungerer og det er muligt, forholdsvis let at lave nogle fornuftige baner. Man kan også designe ens egne klistermærker til ens biler.

Hot Wheels Unleashed 2: Turbocharged
Hot Wheels Unleashed 2: TurbochargedHot Wheels Unleashed 2: TurbochargedHot Wheels Unleashed 2: TurbochargedHot Wheels Unleashed 2: Turbocharged

Visuelt er Hot Wheels Unleashed 2: Turbocharged ganske flot - og specielt bilerne er flotte. Man har ikke forsøgt at gøre dem realistiske, da de ligner de små legetøjsbiler man kan købe og man kan tydeligt se, at de er lavet af plastik. Det er som at lege med digitale udgaver af de elskede Hot Wheels biler og det er et rigtigt godt designvalg, at bilerne ikke ligner rigtige biler, men i stedet små plastikbiler. Lydsiden er som man kunne forvente i et spil af denne type, med fine motorlyde og et upbeat soundtrack, som man dog nok ender med at skrue lidt ned for.

Helt generelt er Hot Wheels Unleashed 2: Turbocharged en ganske fornuftig kart-racer. Gameplayet fungerer godt, man kan let lave lange powerslides, de mange køretøjer føles og lyder forskellige og banerne er ganske godt designet. Der er dog noget ved spildesignet, som jeg ikke bryder mig om, og det ryster måske ikke posen ret meget i forhold til andre lignende spil. Det er en typisk efterfølger, da det på mange områder minder om forgængeren, dog med flere biler, små ændringer og lidt tilføjelser her og der, men jeg ville nu gerne have set at der havde været tænkt lidt mere nyt.

Man behøver ikke at være fan af Hot Wheels for at få noget ud af det her spil, da det er en solid kart-racer i sig selv. Der er masser af biler, masser af baner, som dog er placeret i de samme fem verdener, men hvis man er den kreative (og tålmodige) type, er der god mulighed for at gøre lige præcis det som Hot Wheels drejer sig om, nemlig at bygge ens egne baner og sende de små biler afsted på dem.

Hot Wheels Unleashed 2: Turbocharged
Hot Wheels Unleashed 2: Turbocharged
Hot Wheels Unleashed 2: Turbocharged
07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Mange biler og motorcykler, køretøjerne har et fedt plastik-look, god og præcis styring, god variation i løbstyperne.
-
Minder lidt for meget om forgængeren, lidt for få miljøer, frustrerende spildesign.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold