Skip to main content
Gamereactor Hardware Huawei Mate Xs
Hardware

Huawei Mate Xs

En ny foldbar enhed er dukket op på det danske marked, og den går lidt mere ambitiøst til værks.
Magnus Groth-Andersen 19 maj 2020

Som de fleste herinde nok ved, så er jeg ret vild med foldbare telefoner. Det skal ikke forstås på den måde, at jeg ikke kan kigge på den gode gammeldags "glass sandwhich", og forelske mig fuldstændig, ligesom det var tilfældet med Samsung Galaxy S20 Ultra, men der er nu alligevel noget utroligt spændende ved at kaste et blik på hvad der kunne være telefonens fremtid, så skrøbelige som de nu er.

Samsung har naturligvis været de store pionerer på den her front igennem lanceringen af både Samsung Galaxy Fold og Samsung Galaxy Z Flip, der begge fik lidt hårde ord med på vejen, men også baner vejen frem for normaliseringen og videreudviklingen af foldbart design. Vi har dog hele tiden vidst at Huawei ville følge trop, men deres Mate X ankom i langt mere begrænset omfang end først antaget, og derfor var det ikke helt samme globale splask, som Huawei, og jeg, måske havde håbet på. Nu er anden udgave, Huawei Mate Xs, heldigvis ankommet, og her er der sikret en langt mere verdensomspændende lancering. Men kan den kinesiske producent hamle op med Fold? Lad os finde ud af det!

Inden vi kaster os hovedkulds ud i det, så lad os adressere elefanten i lokalet, præcis ligesom vi gjorde i vores anmeldelse af Huawei P40 Pro. Nej, der er ingen Google-tjenester på Mate Xs, og det lader heller ikke til at de er på vej. Vi går dog ud fra at du allerede er bekendt med de potentielle ofringer der skal til for at overgive dig til Huaweis AppGallery-økosystem lige nu, og vil kun komme med få software-betragtninger som afslutning. Så lad os fokusere på selve telefonen, og hvad du får for dine *gulp* 18.499 kroner.

Først er det måske afgørende at beskrive selve folden på Mate Xs, for vi har vidst siden Huawei løftede sløret for deres første foldbare design, at de har en helt anden tilgang til denne designudfordring end Samsung. Ser du, Huawei Mate Xs har en udadvendt fold, og det betyder egentlig bare at skærmen sidder på den udadvendte side af folden, ulig Galaxy Fold, hvor telefonen folder indad. Potentielle fordele, og ulemper, synes derfor ret tydelige. Ja, det betyder at Huawei Mate Xs er større - både foldet og udfoldet, men det betyder samtidig at din skærm altid er udsat, for den kan ikke beskyttes. Selve folden fastholdes af en slags hængsel, som klikkes idet telefonen foldes sammen. Ryggen af enheden stikker derfor ud, så når skærmen bøjes rundt om, så bliver telefonen til en godt nok tyk men uniform enhed. Der sidder derfor en lille knap bagpå der frigør hængslen, så du frit kan folde enheden ud. Huawei kalder dette design for "Falcon Wing", og man kan godt lidt fornemme hvorfor. Fordelen er naturligvis at man kan holde i den lidt tykkere ende af enheden i højre side, som giver et overraskende godt greb om den udfoldede enhed. Det betyder dog også at skærmen bobler en smule op idet man folder den.

Før vi når til selve skærmen, så lad os lige gøre holdt ved nogle praktiske informationer. Selve telefonen er faktisk ikke synderligt tung i forhold til sin størrelse og funktionalitet, og vejer bare 300 gram, altså nogenlunde det samme som iPhone 11 Pro Max. Der tilbydes desuden dobbelt SIM, dog kun via Huaweis proprietære Nano-SIM format, og du kan bruge samme NanoSIM-plads til at udvide lagerpladsen med op til 256GB. Selve enheden er udstyret med et batteri på 4500mAh, og der tilbydes Huawei SuperCharge op til 55 watt, som gav vores testenhed omtrent 80% på 30 minutter. Dog er der, ligesom Galaxy Fold, ingen trådløs opladning. Dog er der en fingeraftrykslæser på selve tændknappen, der fungerer fuldstændig upåklageligt - det er nu meget rart at have den der, særligt når nu der ikke er nogen ansigtsgenkendelse.

Og så til skærmene. Ja, der er jo ikke tale om to separate displays denne gang, men det samme der bare enten er udfoldet eller ej. I standardform fremstår Mate Xs stort set som en almindelig telefon med et 6.6 tommer AMOLED display på 1148x2480 i et skærmforhold på 19.5:9. Dette gør den enormt brugbar, selv når den ikke er foldet ind, ulig Galaxy Fold naturligvis, og der er faktisk ikke rigtig en konkret finger at sætte på kvaliteten heller. Selve densiteten på 414ppi er solid, og farvemætning, kontrast og lyset på 540 NITS formåede alle at imponere i løbet af de par uger vi har haft enheden til test. Faktisk er det en enorm lettelse at have en foldbar enhed, hvor du ikke er tvunget til at bruge et lille frontdisplay meget af tiden. Det er tydeligt at Huawei ikke har ønsket at ofre "glass sandwhich"-udtrykket, men bare at tilføje til det. Den mentalitet kan man ikke rigtig klandre dem for.

Men så klikker du på knappen, og hængslen, der nu er lavet af zirconium, giver så efter. Den er i øvrigt ret stiv i det, og selvom det ikke er muligt for os at teste om hvorvidt den kan klare de mange hundredetusinde foldninger som Huawei siger, så kan vi dog rapportere at den føles ret så funktionel. Dog kræver det faktisk en overraskende mængde tryk på selve skærmen før at den klikker ind i sit udfoldede format. Det er ikke helt lige så tilfredsstillende som på en Galaxy Fold. Når den så er foldet ud, så har du hele 8 tommer, og AMOLED displayet er nu 2200x2480, og er direkte fantastisk at bruge. Huawei har sikret dyb funktionalitet til begge skærmudgaver på tværs af EMUI, og når man netop holder enheden i højre side, så føles det bare mere behageligt at bruge den i udfoldet form.

Vi kan ikke helt undslippe at tale med lidt store bogstaver her. Det er ret tydeligt når man holder en Huawei Mate Xs, at det er en mere ambitiøs vision for en foldbar fremtid, og der er ingen tvivl om at det er en bedre brugsoplevelse hele vejen igennem, ligegyldig om skærmen er foldet ind eller ud. Det bliver man nødt til at give Huawei - det her er telefonen der er overdådigt designet uden kompromisser, og det respekterer vi dem for.

Men der er naturligvis også spørgsmålet om sikkerhed, som vi nok hurtigt bliver nødt til at adressere. Skærmen er af plastik - så kort kan det siges, men Huawei siger alligevel selv, at de denne gang har tilføjet et dobbelt lag af "Optical Polyamid", hvor resultatet bør være et 80% stærkere display, end hvis de bare brugte et enkelt lag. Om hvorvidt det er sandt er virkelig svært at sige umiddelbart. Hvad vi dog kan sige er at der er en grund til at enheden ikke har nogen IP-certificering imod støv og vand. Ikke bare virker det som om at man kan pille det yderste lag af displayet af som var det et lag eksternt beskyttelse, ligesom på den første version af Galaxy Fold, men man kan faktisk se dele af displayet glimte igennem ryggen af enheden når man folder den ud. Det er ikke som sådan minusser, men Mate Xs skal behandles præcis ligesom en Galaxy Fold - nemlig utrolig forsigtigt, og derfor appellerer de fortsat til en bestemt bruger. Dog giver Huawei dig et læderetui med, og det er nu en meget fin gestus.

Indvending kigger vi på Kirin 990 5G-chipsettet, som er præcis den samme chip som du finder i P40 Pro, samt 8GB RAM, og ligesom P40 Pro løber man som bruger ikke ind i nogen præstationsrelaterede problematikker. Jo Kirin 990 benytter sig af en lidt ældre GPU, som kan give nogle små fald i billedhastigheden, særligt de begrænsede kølemuligheder i Mate Xs, men det er nu ikke noget der har en indflydelse på den daglige brug. EMUI kører uden større knaster på Android 10-platformen, og er ganske smooth. Dog er det svært at bevæge sig fra 90Hz eller sågar 120Hz tilbage i 60Hz, og det havde været fint hvis Huawei havde ofret noget af batterilevetiden på en højere billedhastighed. Dog er det svært at sætte en finger på det tekniske performative aspekt af Huawei Mate Xs. Den har det der skal til, og leverer en gnidningsfri oplevelse hver gang.

Nu hvor vi er ved EMUI, så bliver vi nødt til at sige, igen, at Huaweis OS er kommet ret langt siden vi anmeldte Mate 20 Pro for en del år siden. Huawei er tydeligvis gået efter simplicitet mere end noget andet, og selvom visse indstillinger ikke er hvor du forventer, så er afgørende tilpasninger ikke længere gemt væk bag obskure menuer og designvalg. Heller ej er Huawei lige så aggressive i deres lukning af applikationer for at bevare batterilevetiden, og ærlig talt, hvis du ikke savner Google-tjenester, eller nogle af de applikationer der bare ikke virker, så får du også en fin software-oplevelse her. Mate Xs giver dig mulighed for multi-tasking med samtlige applikationer, ligesom Galaxy Fold, og til trods for nogle få fejl som følge af at bruge telefonen horisontalt, så oplevede vi ikke nogen store softwaremæssige krumspring, heller ikke ved udfoldning.

Huawei har stort set benyttet sig af samme trick som Samsung, når det gælder kameraerne. Galaxy Fold benytter sig af S10-seriens kameraopsætning, og ligeledes finder du stort set P30 Pro-telefonens kameraer på Mate Xs. Her taler vi om en hovedlinse på 40 megapixel f/1.8, en 8 megapixel telefotolinse på f/2.4, samt en ultra-wide på 16 megapixel f/2.2. Desuden er der også et ToF 3D-kamera, der er med til at måle dybde. Heldigvis elskede vi P30 Pro'ens kamera, og her efter to år kan vi faktisk sige det samme om Mate Xs. Huawei er bare dygtige til at fange en bred dynamisk rækkevidde, solid lyssætning og fine farver i deres billeder. Både mønstre, planter, ansigter og sågar motiver om aftenen formåede at fremstå skarpe. Desuden er samme 5x optiske zoom tilbage, og fungerer stadig glimrende. Ja, det er uhyre imponerende at S20 Ultra kan tilbyde 100x hybridzoom, men at selve linsen, igennem hardware, kan tilbyde 5x optisk zoom er bare mere brugbart. Desværre så vi at kameraets ultra-wide havde en tendens til at miste nogle af detaljerne, og derfor så billederne lidt blødere ud end hos konkurrenterne. Men taget i betragtning at telefonens kameraer er fra en to år gammel telefon, og at det ikke rigtig er fokusset her, så er resultaterne ganske imponerende.

Som vi sagde i starten, så mangler Mate Xs fortsat basale Google-tjenester, som betyder at applikationer som Gmail, YouTube og Google Maps ikke kan installeres. Det er en begrænsning, det er der ingen vej udenom. Huawei er dog i fuld gang med at konstruere en gedigen konkurrent til Google, og derfor opdateres AppGallery konstant med nye applikationer, og store udviklere har allerede fået øjnene op for denne platform. Det er både på et internationalt plan, men også lokalt i Danmark. Eksempelvis er Snapchat, Viber, Tidal og Microsoft Office alle lige ankommet, og man kan også mærke at Huaweis arbejde i det danske bærer frugt, for ligeledes er DMI's Vejr, Mofibo, Boligsiden og Rejsekortlæser alle ankommet for nylig. Desuden er der Huaweis MoreApps, der giver dig strømlinet adgang til en række APK-sider, hvor vi blandt andet fik Sonos og Philips Hue til at virke. Der sker altså noget, det må man sige, men det ville være forkert af os ikke at slå fast, at du ofrer altså noget ved at bevæge dig udenfor Googles sikkerhedsnet, men det afhænger naturligvis af hvor meget du benytter disse allerede.

Og nu kan vi blive nødt til at snakke pris. Ligesom alle andre foldbare enheder er Huawei Mate Xs for dyr, og når vi siger "for" dyr så mener vi faktisk ikke at du ikke skal købe den, for hvis du har lyst til at befinde dig på kanten af hvad moderne teknologi kan tilbyde, så er Mate Xs telefonen for dig. Der er tydelige ulemper ved at være "first mover", såsom at telefonen er mere skrøbelig end nogen anden, men når vi siger "for dyr", så mener vi snarere at den ikke kommer til at appellere til 95% af jer, og det ved Huawei godt. Det her handler om at tage skridtet, og påbegynde produktionen så man kan videreudvikle disse koncepter over tid. Det gør dig, som forbruger, til lidt af en glorificeret beta-tester, og for 18.499 så er det et dyrt testprogram må man sige, men der findes altså nogen der gør det glædeligt, og for dem er Huawei Mate Xs en ret så fed telefon. Så længe du ved hvad du går ind til.

Fuld profil 44.938 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.