Danske Hush brød i 2004 igennem lydmuren med deres blanding af popmusik og country. Deres debutplade, A Lifetime solgte 20.000 eksemplarer, og bandet indkasserede derfor en guldplade for den.
Sidenhen har Hush turneret forskellige steder i verden, og har spillet opvarmning for bl.a. Jamie Cullum. Derudover har de fået en europæisk pris for at være det band, der har solgt flest plader udenfor sit hjemland, og i 2005 begyndte VW at bruge Lovestruck fra debuten i en af sine tv-reklamer.
Siden debuten i 2004 er det blevet til to plader, og nu er de så aktuelle med deres tredje, Dark Horse. Pladen er skrevet og indspillet forskellige steder i verden, for eksempel Nashville, L.A., London og København, og har fået hjælp af diverse tunge navne fra countrymiljøet.
Den nemmeste måde at beskrive Hushs lyd på er vist stille og rolig. Dorthe Gerlachs stemme er næsten alene i lydbilledet, oftest kun ledsaget af en guitar og lidt trommer. Det er tydeligt, at det meste af bandets inspiration kommer fra USA, og især Nashville og de andre store country-hovedstæder virker til at fylde meget. Dark Horse er også meget stille og rolig. Lyden er country, med pop som medpassager. Teksterne kredser om kærligheden, både den lykkelige og ulykkelige slags.
Hush er et af de der bands, der er meget svære at se sig sur på, Dorthe Gerlachs stemme er ærlig, skrøbelig og utrolig sød. Den minder faktisk på mange måder om en af countrygenrens giganter, Dolly Parton. Hush holder på Dark Horse fast i en af countrygenrens kendetegn, den gode historie. Alle sangene er små historier, der som nævnt tidligere oftest kredser om kærligheden, både i med- og modgang. Det er poppet, professionelt og rigtig fint. Men desværre ofte også ret kedeligt.
Der er pletvise genistreger, hvor bandet viser deres evne til at strikke en god popsang sammen. Især titelnummeret er rigtig fin folk-inspireret countrypop, og også Me and My Broken Heart og All at Sea in the Dark er bestemt et par lyt værd.
Pladen som helhed er vanvittigt hyggelig, og spreder en rigtig god stemning. Det er bare som om, den ikke rigtig kommer ind under huden og bliver rigtig vedkommende. Selvom sangene er fine, produktionen ligeså fin og der ikke er en finger at sætte på bandets præstationer, får Dark Horse aldrig rigtig fat og bliver interessant. Fans af Hush vil bestemt ikke blive skuffede, og nye fans kan også sagtens være med. Men bandets tredje er alligevel alt for let at glemme igen, når først den er færdig.