Den opmærksomhed kan mærkes på hendes tredje studiealbum Under The Sun - og det på både godt og ondt.
Ida Corrs musikalske univers har siden det første album Streetdiva været en solid og gennemført blanding af R&B, electronica og soul tilsat en god portion funk og reggae. Og lige præcis den leg med genrer og instrumentering (man fristes næsten til at sige foragt for konventioner) er en del af charmen ved Corrs musik, selvom det betyder, at musikken en gang imellem kan være en smule utilgængelig.
Måske er det ønsket om at give albummet en bredere appel på den internationale scene, der spøger i kulissen, for der er lagt låg på det sædvanlige anarki på Under the Sun, og dele af albummet virker som om det er skåret lige lovlig hårdt efter hitskabelonen, særligt de indledende numre som Bring the Beat Back, Time, Ladidadi og I Want You. Det er velskrevne og veludførte numre, men de savner personlighed og Corr må kæmpe for at trænge igennem de topprofessionelle, men ultimativt ligegyldige arrangementer og det forudsigelige lydbillede.
Anderledes forholder det sig med gedigent fede numre som titelnummeret Under the Sun (der i øvrigt gæstes af ingen ringere end Shaggy), den klagende In the Name of Love, den groovende Raindrops og den skæve og snublende Relatively. I disse numre træder sangskrivningen og arrangementerne for alvor i karakter og ud af hitskyggen og - mere væsentligt - Corr får plads til at demonstrere lige præcis, hvor fremragende, stilsikker og alsidig sangerinde hun er. Uanset om den står på vrængende reggae, indfølt pop eller klagende skønsang, leverer hun i den grad varen og det er det, der redder albummets middelmådige sange og gør de gode sange endnu bedre.
Under the Sun er altså en lettere ujævn affære. Når det er værst byder albummet på stilsikre (med tryk på sikre), velskrevne og hurtigt glemte popsange, og når det er bedst, byder det på frække arrangementer og suveræne vokalpræstationer, der leder tankerne hen på hedengangne Fugees og danske Caroline Henderson.