Spodek Arena i Katowice, er ikke blot et levn fra Polens dage i Østblokken. Den tallerkenformede betonstruktur danner også ramme om store sport- og kulturbegivenheder, og en af de helt store af slagsen fandt sted i weekenden 7-9 februar.
Her mødtes seks af verdens bedste Counter-Strike-mandskaber til Intel Extreme Masters Katowice 2025, hvor der blev kæmpet om et gigantisk trofæ og ikke mindst en præmiepulje på hele $1.250.000. Normalt domineres CS2-scenen af hold fra Nordamerika og Europa, men i år var fremmødet virkelig internationalt, med hold som The Mongolz (Mongoliet) og Eternal Fire (Tyrkiet) blandt de seks kvalificerede teams.
Netop disse to mandskaber mødtes i turneringens første kvartfinale, som du kan se nogle højdepunkter og stemningsbilleder fra i videoen tilknyttet denne artikel. The Mongolz vandt første map, Anubis, relativt sikkert, men på Mirage var det utrolig tæt, og først efter flere overtidsrunder tog Mongolz mappet (med 22-18) og dermed sejren. The Mongolz kunne dog intet stille op mod de suveræne Team Vitality i semifinalen, hvor det blev til et 2-0 nederlag. Vitality endte med at gå hele vejen, da de sejrede 3-0 i finalen over sidste års vindere fra Team Spirit.
Counter-Strike var dog langtfra det eneste, der var på menuen til IEM Katowice 2025. På Spodeks store showfloor var det muligt at prøve kræfter med alverdens spil og konsoller, ja, man kunne endda få en selfie med Mario og Luigi. Det helt store trækplaster var en simulator, hvor man kunne køre F1 24 og få tips af den professionelle sim racer Marcell Csincsik fra teamet R8G - som du kan se i videoen skulle vi selvfølgelig også prøve kræfter med det!
Om man vil spille Counter-Strike, køre sim racing eller noget helt tredje, så kommer man næppe langt uden den rette hardware, og her kommer turneringens sponsor fra Predator ind i billedet. Det spilfokuserede brand fremviste nemlig en perlerække af nye, spændende produkter heriblandt de kraftige gaming-laptops Helios 18 AI og Helios 16 AI, der første gang blev afsløret på CES i Las Vegas for en måneds tid siden, samt den smarte skærm Predator SpatialLabs View 27, der tilføjer ens spil en ekstra dimension med gnidningsløs 3D-effekter takket være Eye-Tracking.
Den nok mest interessante nyhed var imidlertid Helios Neo 16 AI. Den stilrene laptop kan fås i en række forskellige konfigurationer med op til et GeForce RTX 4070-grafikkort og en Intel Core i9-processor, så der er bedst mulig ydelse, når man eksempelvis gamer eller redigerer video. Helios Neo 16 AI er nemlig rettet mod både gaming og arbejde (som eksempelvis content creation og videoredigering), og med sin tykkelse på under 2 cm er det bogstavelig talt en maskine tætpakket med den nyeste teknologi. Du kan se mere til Helios Neo 16 AI i vores video, hvor vi også fremviser flere af de andre spændende produkter, som Predator viste frem i Katowice.