Dansk
Gamereactor
nyheder

IGN's plagiatskandale vokser sig større og større

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

For nylig oplevede det internationale spilmedie IGN noget som intet medie ønsker at opleve - én af deres redaktører blev beskyldt for at plagiere en Youtube-brugers anmeldelse af Dead Cells, og derfra er den lille snebold blevet til en lavine.

Filip Miucin skrev en anmeldelse af Dead Cells, og efter at anmeldelsen gik i luften begyndte flere at påpege at anmeldelsen bar en slående lighed til Youtube-kanalen Boomstick Gamings egen anmeldelse af spillet. IGN fjernede anmeldelsen, og efter en kort undersøgelse fyrede de Miucin.

Som blandt andet GameRevolution kan rapportere lavede Miucin efterfølgende en video på hans personlige Youtube-kanal (der sidenhen er blevet slettet), hvor han fortalte at plagieringen var "not at all intentional". Derudover bad han sine seere om at finde andre eksempler på plagiering i hans arbejde.

Det var der så nogle der gjorde, deriblandt Kotakus Jason Schreier, som har pointeret at der er fundet ligheder imellem Miucins og andres tekster. Eksempler på dette er en anmeldelse af FIFA 18 på Switch og en teknisk uddybdelse af HD Rumble i Switch-konsollens Joy-Cons.

Miucin har siden videoen blev uploadet (og slettet) været ganske stille, og efter flere spor af plagiering er fundet i hans arbejde for IGN har mediet besluttet sig for at fjerne al hans arbejde fra siden.

IGN's Executive Review Editor, Dan Stapleton, har afsløret via Twitter, at Miucins arbejde er ved at blive fjernet.

"FYI, we've seen enough now, both from the thread and our own searches, that we're taking down pretty much everything he did. It's a process, but you'll start seeing stuff come down tonight."

Noget tyder på at IGN føler sig personligt forrådt af Miucin, og en række ansatte har udtalt sig kritisk om journalisten på de sociale medier. Blandt andet vært Brian Altano har skrevet følgende:

"I feel completely betrayed by somebody I thought was a colleague, co-host and friend. I know many of you do too. Thank you for sticking with us through this."

Igen, der er ikke hørt fra Miucin overhovedet, men vi kan forestille os at den sidste tid ikke har været nem.

IGN's plagiatskandale vokser sig større og større


Indlæser mere indhold