Det mest atmosfæriske musikstykke i Silent Hill: Shattered Memories hedder Searching the Past. Et passende navn, da spillets instruktør, Sam Barlow, virker til at være fascineret af at udforske, og ikke mindst rekonstruere, fortiden. Det kan ske gennem psykoanalyse, udforskning af en snedækket by, eller, som det var tilfældet i Her Story og Tellings Lies, gennem granskning af videoer.
Immortality, Barlows seneste spil, udkom i slutningen af august og fremstår som en mere ambitiøs udgave af de førnævnte titler. Hvor både Her Story og Telling Lies arbejdede med et relativt begrænset persongalleri og en simpel kinematografi (optagelser af forhør og videosamtaler), så omhandler Immortality tre forsvunde spillefilm:
Hvad der binder filmene sammen, er deres fælles hovedrolleindehaver Marissa Marcel. Charmerende, handlekraftig, men dog sårbar, og næsten altid med et fræk glimt i øjnene, formår hun at stjæle næsten hver eneste scene, og den fiktive skuespillerinde vækkes på fremragende vis til live af den næsten helt ukendt Manon Gage, der utvivlsomt går en stor fremtid i møde. Generelt er alle filmene utroligt velproducerede, og Sam Barlow illustrerer til fulde, at han ikke blot er en fremragende spilskaber, men også en yderst talentfuld filminstruktør. Særligt imponerende fanger hver film sin periodes unikke stil, komplet med 60'ernes blanding af eksplicit seksualitet og til tider studentikos filosofisk dialog og senere hen 90'er-thrillernes fascination af reflekterede overflader og identitetsforvekslinger.
Din opgave i spillet er at finde ud af, hvorfor ikke en eneste af de tre film nogensinde nåede biograflærrederne, og hvad der i øvrigt blev af den nu forsvundne Marissa Marcel. Det viser sig hurtigt, at der er langt flere forbindelser på tværs af filmene end blot deres hovedrolle, og det afspejles også, at måden du låser op for nye klip. Ved at bruge analogpindende kan du "spole" filmen frem og tilbage. Du kan også fryse billedet og herefter zoome ind på et givet punkt - det kan være en rekvisit, en stivnet grimmase, en gestus eller lignende. Herefter transporteres du til et andet klip - ofte i en anden film - der indeholder samme element. Forbindelsen kan være direkte, for eksempel fra én kniv til en anden, men den kan også være af en symbolsk karakter.
Vil du låse op for alle klip, skal du også finde ujævnheder i selve filmstriben, hvor du ved at spole tilbage på det rette tidspunkt, låser op for hemmelige klip. Mere skal jeg ikke sige, men generelt er det en god ide at undersøge hvert eneste klip fuldt ud. Ofte foregår der interessante ting, både før og efter en scene spilles ud. Fordi man får lov til at se, produktionsassisterne gøre scenerne klar, eller skuespillerne pludseligt bryde ud af deres roller ved scenens slutning, giver Immortality den samme følelse af ukomfortabel, men pirrende voyeurisme, der også har præget mange af Barlows øvrige spil. Man ser altid lige en smule mere, end man egentlig burde, hvilket også har tematiske implikationer i forhold til den spænende overordnede historie, der binder de tre film sammen.
Som interaktivt filmisk kunstværk er Immortality langt hen ad vejen helt imminent. Men som spil har det et par svagheder. De symbolske og drømmeagtige forbindelser på tværs af scenerne opdages primært gennem trial-and-error, og man savner nogle gange selv at kunne drage slutninger. Det gælder særligt mod spillets slutning, hvor du kommer til at se de samme klip igen og igen, mens du jagter den famøse "trigger," der åbner det næste klip. Måden man spoler gennem scenerne kan også føles en anelse kluntet, og du kan lige så godt lade være med at forsøge at spille med mus og keyboard.
Immortaliy formår dog i sidste ende at bruge sine interaktive elementer til at underbygge sine ambitioner. Der vil være frustrationer undervejs, men mysteriet om Marissa Marcels forsvinden vil nu alligevel være værd at løse for alle filmfans.