Tyler McVicker er kendt for at være en ret troværdig insider når det gælder Valve-nyheder, men for nylig kastede han sig også over Nintendo, og kunne tilsyneladende give os nyt om det kommende The Legend of Zelda: Breath of the Wild II, som vi intet har hørt fra siden den mystiske første teaser trailer.
McVicker har tidligere slået fast at spillet benytter den præcis samme verden som det originale Breath of the Wild, og at man gradvist skal fjerne Ganons forgiftning af landet for at kunne bevæge sig mere frit, men der er lidt mere end det.
I en opsummering af hans kommentarer på Reddit siger han blandt andet, at traditionelle Dungeons vender tilbage, i stedet for de små Shrines der var i Breath of the Wild. Desuden siger han, at spillet er inspireret af Red Dead Redemption 2, samt et andet endnu ukendt spil.
Du kan se den originale trailer fra spillet herunder. Det er endnu ikke til at vide om spillet ankommer i år, eller om det er langt fra en udgivelse.
