Der er efterhånden så meget røg, at der også må være ildebrand på den ene eller den anden måde. Adskillige insidere med bredt kendskab til Sonys planer har nu slået fast, at en formel afsløring af PlayStation 5 Pro er lige oppe over, til det punkt hvor de angiveligt har teaset konsollens udseende i deres egen jubilæumsgrafik.
Nu siger insider Lunatic Ignus, som har haft ret adskillige gange i forhold til Sony det sidste års tid, at det er ved at være tid. Mere specifikt, som WCCFTech skriver, så har han slået fast på Discord at vi føst og fremmest kommer til at se PlayStation 5 Pro via en afsløring tidligt i næste uge, tirsdag eller onsdag.
Desuden siger han også, at Sony vil følge op med den berygtede State of Play senere på måneden, omkring den 19-20. september, hvor der vil være nye spil fra Sonys egne studier, samt en enigmatisk "world premiere". Han slår dog fast at sidstnævnte kan ende med at blive gemt til Game Awards i december.
Det lyder alt sammen spændende, og vi afventer nu for alvor en formel afsløring indenfor den næste uges tid.