Take-Two Asia (en del af Rockstar Games' moderselskab) har fået et spil kaldet Bully: Canis Canem Edit (som var spillets fulde navn i Europa) rated hos Rating Committee i Taiwan, et organ, som rater spil på disse kanter.
Spillet er blevet rated til Xbox One, Xbox Series X/S, PlayStation 4, PlayStation 5 og PC og det er angivet, at det indeholder "Violence, Sex, Tobacco and Alcohol og Inappropriate language", så det lyder ret meget som det Bully vi kender fra Rockstar Games.
Ratingen angiver ikke, om der er tale om en simpel konvertering, en remaster eller en fuld remake - og internettet er begyndt at spekulere i, at det er en større remaster eller måske endda en remake, på grund af den manglende Nintendo Switch udgave. Det er formentlig ikke tilfældet, da Rockstar tidligere har bekræftet, at Bully ville blive en del af GTA Onlines abonnementsservice GTA+ den 20. august, så der er formentlig blot en tale om en simpel genudgivelse, desværre.
Bully udkom oprindelig i 2006 og har siden da haft en massiv fanskare, selvom spillet ikke har fået megen opmærksomhed fra Rockstar de sidste mange år. Fans har længe efterspurgt en efterfølger, men Rockstar har i stedet fokuseret på store projekter som Grand Theft Auto-serien og Red Dead Redemption 2. Det lader heller ikke til, at bønnen fra de mange fans er blevet hørt denne gang.