It Takes Two

Det er de færreste studier som skaber et spil, der begrænser dig til at spille spillet igennem med en anden person, og dét er en af de ting som gør Hazelight-studiet unik. Studiet står tidligere bag co-op spillet A Way Out - studiet debut titel - som tog stolthed i at være co-op kun, og det var faktisk kun muligt at spille igennem i splitscreen-mode, også selvom spillet blev spillet online. A Way Out blev mødt med gennemgående gode anmeldelser, og nu er Hazelight ude med studiets andet spil, It Takes Two, og som titlen afslører, så er Hazelight godt igang med at finde deres niche i 'co-op kun ' eventyrs spil. Dog afviger It Takes Two i sin fortælling som - til forskel fra A Way Out's 'prison-break'-inspirerede virkelige verden - foregår i en fantastisk verden, som mixer både fantasi og virkelighed i en blanding som er taget ud af en Pixar film.

Det hele er faktisk utrolig meget som en Pixar film, og det er jeg sikker på, at instruktøren Josef Fares tager som et stort kompliment. It Takes Two starter med, at forældrene og ægteparret, Cody og May, skændes og er enige om, at de skal skilles. Desværre er deres datter Rose i krydsilden af denne skilsmisse, og da hun overhører og finder ud af forældres parforholds situation, ønsker hun at de to skal blive venner igen. Det er så her, at det klassiske pixar element kommer ind, for Rose forvandler nemlig i sin fortvivlelse ved et uheld sine forældre om til to voodoo-dukker - én af ler og én af træ - og Cody og May er nu fanget i dukkernes kroppe indtil de kan ophæve forbandelsen.

Dette er starten på et fantastisk eventyr, som er fyldt til randen med sjove referencer, skøre missioner, vilde actionfyldte sekvenser, samt en talende, hofte-svingende terapi-bog med tyk spansk accent, Dr. Hakim (The Book of Love), som guider dig igennem spillets niveauer, der tager spillerne gennem alt fra et ukrudt-inficeret drivhus til indersiden af en snekugle. Der er altså lagt godt op til et eventyr i bedste animationsfilms stil.

Det er svært at gå for meget i detaljerne med sådan et narrativt-drevent spil, som It Takes Two er, uden at afsløre for meget, og det vil jeg helst undgå for, at I kan opleve spillet selv (for jeg mener bestemt det er værd at opleve). Men jeg kan måske tale lidt om selve karaktererne og omgivelserne, og hvilken følelse jeg fik i løbet af denne nostalgiske rejse, som skal genskabe parforholdets kærlighed til hinanden. Hvorfor nostalgisk? Ja, fordi som Fares selv har udtalt, så er han stor fan af Nintendo og ældre spil, og det virker også tydeligt i spillets baner og design.

Hver bane er opbygget omkring en bestemt lokation, og i spillets første bane er Cody og May fanget i værksted-skuret, og skal sammen finde en vej ud for at komme tilbage til Rose. Det store problem er selvfølgelig, at ægteparret er fanget i voodoo-dukkernes kroppe, og er altså på størrelse med en dukke, og et mindre problem som et højt trappetrin, bliver altså til et helt platformer eventyr - og det er i den dur spillet er designet. Den simple opgave at rejse på tværs af et rum, ender med at blive en lang og kompliceret rejse, og spillet er fantastisk til at introducere nye elementer i hver bane - det gør det selvfølgelig ikke nemmere for parret, at der også er massere af fantasi elementer, som besværliggør rejsen, som blandt andet en gammel støvsuger, der vækkes til live og bliver en boss-kamp.

Banernes design og vibe trak mig tilbage til min barndom i Toy Story 2-spillet, hvor du som Buzz Lightyear flyver rundt i Andy's hus for at samle mønter og hjælpe de andre Toy Story karakterer. Denne forunderlige følelse ved at være et lille stykke legetøj i en kæmpestor verden, er den samme som It Takes Two spiller på, og blander sammen med et væld af variation i sit gameplay og unikke kooperative mekanikker.

Som sagt er spillet co-op-fokuseret, og alle spillets udfordringer og mekanikker er designet med kooperativt spil i tankerne. Alt du gør som karaktererne er kooperativt, og hurtigt føles det som om, at du og din spilpartner bliver ét i en synergi, hvor du rent instinktivt hjælper din partner med alt. Måden rent praktisk det fungerer på, er eksempelvis ved at den ene part af jer skal sigte et støvsugerhoved imod en platform, mens den anden skal suges op og skydes hen imod denne platform - men det er virkelig en under-fortalt del af det kooperative spil, som indeholder langt, langt mere.

For ikke nok med hver bane er unik i sit visuelle og praktiske design, så er der også en unik gameplay mekanik tilknyttet hver forskellig bane - som ligeledes er unik med hver karakter. I værksted-banen får May fingrene i et talende hammerhoved, som hun kan svinge sig på søm med, og ødelægge ting, mens Cody får fat i nogle søm, som kan kastes og sættes fast på vægge (så May kan bruge dem til at svinge sig i), stoppe platforme for at bevæge sig og fløjtes tilbage til Cody på kommando. Det bliver altså en samarbejdsopgave at navigere sig på tværs af værkstedets rum, og det er kun én af de mange unikke mekanikker og baner.

Hver bane havde desuden en unik designet boss-kamp, som benyttede de mekanikker, som banen tidligere havde introduceret, og selvom at nogle af boss-kampene undervejs i spillet ikke helt er så udfordrende og til tider deciderede nemme, så er nogle af bosserne virkelig veldesignede og føltes som et skud ud til gamle klassikere som Crash Bandicoot eller Mario, og det kræver ofte både samarbejde, koordinering og hurtige reflekser for at overkomme bosserne.

Der findes så mange enestående små detaljer og mekanikker, at selv hvis jeg gik ind i spoilerterroritorie, så ville jeg nærmest ikke kunne nå at beskrive dem alle på en kort anmeldelse, og spillet imponerede mig og min kammerat gang på gang. Hvert nye banedesign, hver nye gameplay-mekanik, hver nye action-sekvens, hvert nye historie-beat, det hele blev ved med at overraske og blæse os bagover, og vi tog os selv i gang på gang at tabe kæben over alle de veludførte elementer It Takes Two indeholder.

Rent visuelt, så lignede det noget taget ud af en Pixar-film. Animationerne var helt fantastiske, og selvom det selvfølgelig ikke var helt præcis på niveau med pixar, så var jeg fuldstændig mundlam af hvor mange små detaljer der var i både animationerne og bane-designet. Der var så mange unikke små animationer, som gav så meget personlighed og karakter til Cody og May-dukkerne, som eksempelvis, at Cody, som er lavet af ler og har lidt mere kropsvægt, bruger sin mave og 'far'-charme til at klare flere af udfordringerne, og når han løber kan hans krop ikke rigtig følge med. May derimod er mere kalkuleret og præcis i sin animation - og det passer perfekt til de to karakterers personlighed, som skinner tydeligt igennem i løbet af spillets historie.

På ægteparrets rejse får man mere og mere at vide om deres parforhold, hvoraf en stor del ekspositionen kommer gennem cutscenes, men faktisk ligger en primær del af charmen og karakterernes personlighed i dialogen og den ping pong mellem de to karakterer undervejs når Cody og May samarbejder, og ærligt talt så er dialogen skrevet helt fantastisk. Det hjælper en hel del, at stemmeskuespillerne er sublime, og leverer stort set hver replik troværdigt og med masser af karakter og følelse - igen et element som drager paralleller til en pixarfilm.

Undervejs fandt jeg mig selv i at skifte mellem at tage May's side og Cody's side, og hver enkelt diskussion havde to sider af sagen, hvor hver bane var designet efter forskellige problematikker parret har haft (eller terapi-sessioner, som Dr. Hakim kalder det), og som de skal løse i samarbejde. Det var en helt utrolig fed måde at integrere historiefortælling i banedesign, og jeg tager hatten af for Fares og Hazelights historiefortællings evner. Fares tidligere baggrund som filminstruktør kommer ham endnu en gang til gode.

Desuden var banerne var fyldt med referencer og små stykker indhold, som spilleren kunne interagere med, lige fra 'verdens mest ubrugelige maskine' til en gammel 'Etch a Sketch'. Det er endda ud over spillets 25 unikke minigames, hvor du skal dyste imod din partner i diverse udfordringer; isskøjteløb, sneboldskamp, whack-a-mole, tov-trækning, bare for at nævne et par stykker, og det var sjovt at skifte fra at arbejde kooperativt med din partner til at kæmpe kompetitivt. Banerne er altså proppet med interaktive animerede nostalgiske referencer og sjove easter-eggs.

Som nævnt tidligere, så var den visuelle side fantastisk, og lydsiden matcher. Storslåede soundtracks ved de flotte og store action-sekvenser, og følelsesladet musik til de rørende scener - soundtracket var helt vildt godt! Så vil jeg yderligere fortælle jer, at I skal glæde jer til en bane, som er centreret rundt omkring May's kærlighed til musik, da den var helt fantastisk velkomponeret og udtænkt rent musikalsk, og inddragede musik som en gameplay mekanik.

Hvis jeg skulle sætte en finger på It Takes Two, og det har ærligt talt været svært, så er det nok spillets gameplay sværhedsgrad. Det føltes aldrig decideret svært, og der er ikke nogen sværhedsgrader at vælge i starten af spillet, da spillet egentlig bare forsøger at fortælle en historie. Men det blev til tider lidt et problem, da det ikke rigtig føltes som om at man blev straffet for at fejle, ens karakter 'puffede' bare ud af eksistens, og så skulle man trykke trekant i 5 sekunder, og man var tilbage i spillet endnu en gang. Det var kun hvis begge parter døde på samme tid, at spillet startede forfra fra sidste checkpoint, og det skete kun én gang i alt den tid min kammerat og jeg spillede igennem. Det er ærligt talt ikke det største problem, da det tydeligvis er gameplay-mekanikker, og historiefortælling, som spillet fokuserer på, men jeg savnede til tider en smule udfordring, og der var aldrig rigtig nogle gåder eller udfordringer, som tog mere end et par minutter at gennemskue eller klare.

På trods af manglen af sværhedsgrad, (som jeg godt kan se igennem fingre med), så er It Takes Two helt fantastisk, og fyldt til randen med unikke mekanikker og episke action-sekvenser. Jeg kommer sent til at glemme dette enestående og fremragende kooperative eventyr, og glæder mig allerede til endnu en gang at spille det igennem igen, og opleve det på ny med en ny kammerat. Det kan være jeg er lidt partisk, da jeg har stor kærlighed til kooperative spil, men jeg mener helt sikkert, at It Takes Two skal opleves med en god kammerat, eller din nære - ikke kun for det variende og gode gameplay og banedesign, men ligeledes for en solid og rørende fortælling, også selvom jeres evner nok ikke bliver særlig udfordret.