Selvom man så sandelig kan debattere hvor godt det lykkedes instruktør Andy Muschietti at komme i mål med de uhyre succesfulde It-film for en del år siden, så, trods et par små problematikker i særligt det andet og afsluttende kapitel af fortolkningen af Stephen Kings ikoniske roman, mener jeg at de fortsat står tilbage som robuste, moderne horror-film. Faktisk er de lysende eksempler på hvordan visse enkelte horror-film vedligeholder en fast, jævn kvalitetsbarre hele vejen igennem, også selvom budgetterne har været høje.
Af selvsamme årsager har jeg været en smule nervøs omkring Welcome to Derry, der i første omgang virkede som en meningsløs forlængelse af universet, for at strække en biografsucces økonomisk til bristepunktet. Men så kom Muschietti selv ombord som instruktør, og så sluttede Bill Skarsgaard sig til castet, og et spinkelt håb begyndte at spire, for måske dette skulle vise sig ikke at være helt lige så kynisk, som det måske først fremstod?
Jeg er her i dag for at fortælle jer, at der godt nok findes en række punkter hvorpå Welcome to Derry ikke helt lever op til de to film, der agere narrativt grundlag for denne prequel-fortælling, men samtidig er der langt, langt flere hvor man for alvor kan mærke at Muschietti kender og mestrer dette univers, og ved præcis hvordan man skal snørre en effektiv horror-fortælling med nogle af de mest hårrejsende, brutale og effektive sekvenser jeg har set i en tv-serie nogensinde.
Muschietti stod godt nok bag fejltrinnet The Flash, men via Mama, It og It: Chapter Two har han demonstreret gang på gang at han har has på gysergenren, og det er tydeligt fra allerførste skræmmende intro-sekvens at Welcome to Derry kun er struktureret som den er, fordi der er erfaring bag kameraet. Præcis ligesom i begge film væves enkelte horror-vignetter ind i en bredere fortælling, som rent narrativt forklares ved, at den ondskab der bor i Derry får næring gennem frygt, før den så endelig fortærer sit offer. Vi bliver introduceret for en ny bande af børn, bare denne gang 27 år før begivenhederne i den første film, der igen har til formål at undersøge, opklare og sidste ende redde sig selv og hinanden fra den glubske ondskab som vi allerede ved går under navnet "It", men som ofte tager form af klovnen Pennywise, der igen spilles af Bill Skarsgaard.
Fordi vi befinder os i 1960'erne, så spiller systematisk racisme i Maine en lidt større rolle, men i det hele taget er det bare endnu en måde hvorpå It handler lige så meget om dekonstrueringen af den amerikanske idylliske "small town", som en ond klovn der spiser børn. Filmene, og romanen, tager fat på emner som mobning også, for at nedbryde illusionen, barrikaderne, der formes omkring normativ opførsel, og det er kun endnu mere passende at det kun er børnene, de uskyldige, der oplever al den her uretfærdighed, mens de voksne, der selv er med til at skabe og vedligeholde illusionen ikke er helt lige så udsatte, eller opmærksomme.
Welcome to Derry er derfor, ligesom filmene før, børnenes show, og selvom at de i brede træk kommer i mål her, så er de ikke helt lige så overbevisende som den kære "Losers Club" bestående af Jaeden Martell, Finn Wolfhard, Jack Dylan Grazer og Wyatt Olef, blandt andet. Enkelte overleveringer kikser, enkelte emotienelle "stakes" telegraferes tvetydigt, og manuskriptet render også til tider ind i blindgyder, hvor den eneste vej ud synes at være overdramatisering, eller flokskler.
Når det så er sagt, så formår Welcome to Derry i brede træk at fortælle en effektiv historie, også selvom at dem der synes at mystikken omkring "It" er ret afgørende for effektiviteten, måske vil føle serien gør undersøgelsen og forklaringen af dens eksistens en kende banal. Når det så er sagt, så vedligeholdes spændingen hele vejen igennem, og det er også selvom vi til dels ved at forsøget på at bekæmpe Pennywise vil slå fejl, om ikke andet til dels, eftersom han jo vender tilbage i adskillige omgange efter, og det siger lidt om hvor langt godt håndværk kan tage en.
De vignetter jeg snakkede om før, de hører simpelthen til blandt de vildeste, mest grænsesøgende og hårrejsende jeg har set, som for alvor sætter selv It-filmene til vægs i opfindsomhed og teknisk snilde. Der kan naturligvis være lidt langt imellem dem, men de udgør naturligvis størstedelen af filmens skræmmende scener. Det er ikke alle der fungerer lige godt, en cykeltur gennem en kirkegård byder på sådan lidt Goonies-energi på den dårlige måde, men de fleste kan vare 5-7 minutter, og være så intense at min kæreste og jeg måtte udvelske blikke i ren og skær vantro over at Muschietti og kompagni er sluppet afsted med det her. Tro mig når jeg siger at Welcome to Derry ikke er for sarte sjæle, og får sågar den nylige Alien: Earth-serie til at virke lige lovlig PG-13.
Der er en lettere irriterende "glød" i billedet, som nok er et stilistisk valg for at reflektere tidens tendenser, men det får serien til at se billigere ud end den egentlig er, og jeg havde foretrukket et lidt mere mat billede generelt, og som sagt er der enkelte effektscener der falder lidt fra hinanden. Men generelt set gennem solidt tempo, virkelig uhyggelige og innovative horror-sekvenser og en stærk narrativ kerne om isolering, uskyld og det forfald, den frygt der gemmer sig inde bag vores konstruerede facader, så slipper Muschietti og kompagni forfærdelig godt fra hvad der kunne have været en åbenlys fuser.