Skip to main content
Gamereactor Hardware Jabra Elite 85t
Hardware

Jabra Elite 85t

Jabra gør det bare igen. Igen.
Magnus Groth-Andersen 4 december 2020

Vi har i løbet af de sidste par år anbefalet at du kigger alvorligt på Jabras produkter, før du bestemmer dig for hvilket headset du skal købe, eller hvilket sæt trådløse in-ears du har i sinde at investere i. Både deres 85H-hørebøffer er glimrende, og aggressivt prissat, og ligeledes har deres Elite-serie godt nok været prissat højt, men leveret robust byggekvalitet, flot subtilt design og fantastisk lyd igennem de sidste par generationer.

Men særligt deres in-ears har altid manglet én afgørende feature, og det er aktiv støjreduktion, der via produkter fra Bose, Apple og Sony er blevet en defacto-standard for de fleste entusiaster, og det er en feature der løbende har været lidt larmende i sin manglende tilstedeværelse, når Jabra har lanceret opdaterede in-ears. Men nu er det her endelig folkens, i de nye Elite 85t'ere er der aktiv støjreduktion, og som resultat er det Jabras bedste produkt til dato.

Lad os dog starte med det genkendelige. Jabra bruger samme design til deres etui som vi har set adskillige gange nu, og det er der som sådan ikke noget i vejen med. Låget er magnetisk, som det skal være, det lades med USB-C eller helt trådløs igennem Qi-standarden, og det er så lille at det godt kan være i en skjortelomme uden at se aparte ud. Så langt, så godt, og det bliver endnu bedre. Med aktiv støjreduktion slået til er der hele 5.5 timers afspilning på én opladning, og der er yderligere 25 timers afspilning i selve etuiet. Det er en hel del mere end konkurrenterne.

Selve enhederne er præcis lige så komfortable som Jabra in-ears altid har været. De er hverken for store eller for små, har en IPX4-certificering imod støv og vand, og der er hele seks mikrofoner i de to med såkaldt "Wind Protection" der faktisk direkte modvirker larm fra vind og vejr imens man snakker.

I det hele taget er der en konstant vibe der emmer af "funktion over alt andet", når man har med Jabra at gøre, og det er altså svært ikke at lade sig imponere lidt, når nu nogle af de andre producenter har det med at vægte "flair" ret højt også. Du har din vand- og støvafvisning, du har trådløs opladning, du har et funktionelt etui med høj batterilevetid. Så mangler lyden vel egentlig bare?

Før vi kommer til støjreduktion, så er det værd lige at nævne, at Jabra i årevis har arbejdet på at tune, tilrettelægge og bearbejde deres lydprofil, og vi har rost den helt tilbage siden vi modtog vores første sæt 65t'ere. Og deres lydprofil er altså fantastisk. Vi taler helstøbt, balanceret og dyb lyd, som muliggøres af de 12 millimeter i frekvensen 20-20000Hz. Udover Apples AirPods Pro, Sonys WF'ere og måske Boses bud, så er de her altså i en klasse for sig, og hvis du primært vægter lydkvalitet højere end funktionalitet, så er de altså uhyre lette at anbefale.

Og støjreduktionen i sig selv er også storslået, og det særligt taget i betragtning af at det er første gang at Jabra introducerer teknologien i deres in-ears. Der er samme feedforward- og feedback-kombination som Apple tilbyder i AirPods Pro, som betyder at Elite 85t både fanger støjen inde i selve øret, og udenfor. Det giver en mere bastant støjeliminering af både fast støj og pludselig støj, og det fungerer glimrende.
Det samme kan siges om Jabras applikation til både iOS og Android, der fortsætter med at være både brugervenlig, og kan let tilbyde et hurtigt og nemt overblik over alle indstillingerne. Det er også her at du hurtigt kan lave knapperne om. Ja, der er stadig en stor knap på hver side. Jeg er selv blevet mere og mere vild med responsive touch-flader, og i visse tilfælde Apples "klem", men det er samtidig svært at klandre Jabra for at bruge en interaktionsform vi ved virker. Og det gør det.

Prisen er en kende høj, cirka 2000 kroner, som faktisk gør dem en del dyrere end netop AirPods Pro, og det er måske lige lidt højt skudt for Jabra. Udover det er de dog funktionelle, simple, robust bygget og alt det andet du aktivt leder efter i et sæt in-ears. 85t er dyre, men det kan de også tillade sig at være.

Fuld profil 44.938 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.