Alles favoritsurfer, Jack Johnson, går denne gang i den elektroniske boldgade og strækker sit talent så langt som muligt. Med stor variation og afslappet attitude er Jack Johnson tilbage med albummet "On To The Sea" og det er langt fra det værste manden har præsteret. Der har i hvert fald været plads til mere variation og flere finurligheder, og de mange produktioner drømmer en langt væk til fjerne strande, hvor dagene går med surfing, afslappet attitude og mexicanske øl i store mængder.
Lyden falder i præcis samme skuffe som tidligere, selv om lyduniverset er ekspanderet. Det er gammeldags Jack Johnson, men lejrbålsstemningen er udskiftet med et mere riff-orienteret udvalg af sange, som får en til at tænke på Jimi Hendrix, bare med en helt anden attitude.
Tidligt i mandens karriere var det nemt at afskrive ham som en fadæse. Hans første album havde en ganske finurlig lyd, men det var svært at se manden skabe en hel karriere på den måde. Det er dog alligevel lykkedes her fem plader senere, og han har, om nogen, bevist at man ikke skal afskrive afdæmpet musikalitet. Alt fra kærlighedskvaler til politik- og miljøaktivist har Jack Johnson berørt, og selvfølgelig altid med surfing og livet på stranden som baggrundslyd. Det gode ved Jack Johnson er, at selvom han måske ikke har den største variation, så er hans sange og musik altid med til at give en god stemning, og sangene på dette album er ingen undtagelse.
Jack Johnson har bygget en hel mytologi omkring sin livsstil, men han har faktisk mere på hjertet end som så. Lytter man efter, finder man en sjælden eftertænksomhed, som ofte er med til at løfte det lyriske niveau. Den elektriske guitar som er tilføjet repertoiret er ganske kærkommen, og selv om lydniveauet aldrig går helt op i de øvre luftlag, så giver den stadig musikken kant.
Med "At Me Or With Me" åbner ballet med et stille klaverensemble som eksploderer i en rave lignende opstilling af instrumental fornøjelse. Godt lyder det, og man kommer hurtigt til at tænke på White Stripes, hvilket i min bog ikke er en dårlig ting.
Jack Johnson har ikke de store udskejelser, men det behøver han egentlig heller ikke. Det er hygsomt at sidde med sådan en plade, og der er mange gode grunde til at sætte den i afspilleren når timerne skal gå med at slappe af. Der er sket lidt nyt, men ellers er alt ved det gamle. Hvis man er småtræt af sine gamle Jack Johnson plader, kan man sagtens hive pengene op ad lommen til denne plade, og hvis man er ny i universet, så er "On To The Sea" et godt sted at begynde.
Vi ses i bølgerne...