Det er vist ikke for meget at kalde Jay-Z og Kanye West for to af hiphoppens allerstørste navne, og vi er før blevet forkælet med enkelte numre, hvor de to arbejder sammen. Men nu er de to klar med en hel plade, og det har selvsagt givet en del omtale og store forventninger til Watch the Throne, som pladen er kommet til at hedde.
Og vi kommer også rigtig godt undervejs med No Church in the Wild, der konstant lyder som om den er lige ved at ryge i luften, uden at gøre det. Den bliver fulgt op af Lift Off, hvor Jay-Zs bedre halvdel, Beyoncé, leverer et solidt stykke arbejde på omkvædet af et nummer, der ellers bliver lidt fladt og aldrig rigtig får lift off. Beyoncé synger lige så godt, som hun altid har gjort på omkvædet, men det bliver ikke fulgt helt til dørs i resten af nummeret.
Det er faktisk meget symptomatisk for hele pladen. Den er nemlig fuld af gode ideer, sjove indfald og en håndfuld rigtig fede numre. Vi kommer bare aldrig derop, hvor det bliver rigtig fedt, og det er ellers der, vi oftest ligger, når der står Kanye West eller Jay-Z på coveret. Plus og plus giver åbenbart ikke altid mere plus. Men heldigvis er det ikke kun skidt, der er absolut også gode momenter på Watch the Throne.
Pladens første højdepunkt kommer på Otis, hvor den afdøde soul-legende Otis Redding medvirker. Og så viser de to, hvorfor de sidder på hip hop-tronen for tiden. Der kommer nemlig lige 6-7 fuldfede sange i træk, der virkelig redder pladen. Otis, New Day, Welcome to the Jungle og Who Gon Stop Me er rene magtdemonstrationer, der viser, hvor højt Jay-Z og Kanye Wests fælles topniveau er. Det er bare ærgerligt, at pladen så kommer ned under det niveau igen med Murder to Excellence og Made in America.
Netop Made in America, hvor d'herrer Z og West har Frank Ocean med på omkvædet, bliver alt for sukkersød og patriotisk for min smag, men kommer sikkert nok til at kaste et hit af sig i hjemlandet af samme årsag. Det er altså bare, efter mening, pladens absolut svageste nummer. Heldigvis bliver pladen sluttet anstændigt af med Why I Love You, så man trods alt sidder med en okay smag i munden bagefter.
Som helhed virker Watch the Throne til frem for alt at have virket som en legeplads for de to. Og de morer sig, det er helt tydeligt, det virker bare ikke til at vi andre er inviteret til deres lille fest. Festen starter lidt sløjt ud og slutter lidt sløjt, men hæver niveauet gevaldigt i midten. De har lidt svært ved at invitere folk ordentligt indenfor, og da de så endelig får godt fat i os, sætter de sig over i et hjørne og griner lidt sammen, uden at vi rigtig får lov at være med. Heldigvis mangler kreativiteten ikke, der bliver samplet lystigt fra både film og andre sange hele vejen igennem, og de steder hvor pladen bliver fed, bliver den rigtig fed.
Jeg kan bare ikke lade være med at sidde tilbage med en følelse af at mangle et eller andet. Watch the Throne er ikke som sådan en dårlig plade, jeg havde bare forventet mig lidt mere af et samarbejde mellem to af de, i min optik, største navne i hip hop lige nu. Der er nogle røvfede numre imellem, men der er få ting på pladen, der for alvor får den til at stritte ud, og især taget Jay-Z og Kanye Wests tidligere udgivelser i betragtning, synes jeg godt, man kan tillade sig at forvente en lille smule mere, når de to navne står på coveret. Det er ærgerligt, når der flere gange kommer beviser på, hvor højt niveauet kan ligge hos de to.
Watch the Throne er en udmærket plade, der er masser af grunde til at holde af den. Men den bliver bare aldrig rigtig fed, fordi de to ikke magter at holde niveauet hele vejen igennem. Det er ærgerligt, for jeg havde, ligesom mange andre, store forventninger til den her plade. Æv.