JBL Tour Pro 3

JBL's topmodel skiller sig en del ud ved at have et interaktivt display på etuiet. Og nu har det fået en del flere funktioner, kombineret med mere fokus på lyd.
JBL har tænkt ud af boksen, ret bogstaveligt, for denne gang kan man tilslutte etuiet til en ekstern kilde, og så afspille til sine in-ears. Det er altså smart, og da etuiet i forvejen kan oplade trådløst, betjene in-ears og vise batterilevetid, så må det siges at stå højt på listen over de mest avancerede på markedet.

Selve enhederne på testeksemplaret var sorte med metal-accenter. Det er pænt og diskret, lyset er blåt og afdæmpet. Point for det.

Der er Bluetooth 5.3 LE og lidt over 30 timers batteritid at gøre godt med.
Jeg var lettere utilfreds med, at Pro 2-modellen ikke havde AptX af nogen art. Det har den stadig ikke, hvilket jeg slet ikke forstår med et produkt til 2.300 kroner. Til gengæld understøttes nu 24-bit lyd igennem LDAC-kodeks - herligt - og så har man, udover en 10,2 mm dynamisk enhed, til min store overraskelse, en 5,1 x 2,8 mm Balanced Armature-enhed. Sådan lidt groft sagt er den en meget lille stang, der svæver i et magnetfelt, og når strømmen får den til at bevæge sig, så skubber den en enhed. Sådan lidt groft sagt har man altså en meget følsom og avanceret enhed til diskant og nedre mellemtone, imens en traditionel enhed håndterer bassen. Lignende koncepter ses ofte i HiFi, hvor bassen varetages af store traditionelle enheder, imens den delikate diskant og/eller mellemtone varetages af meget sofistikeret teknologi. Til gengæld er det ret åbenlyst, at JBL ikke markedsfører til nogen, der ved noget om lyd, for denne relativt unikke konstruktion, som kun få andre bruger, skal man lede lidt tid efter for at finde frem til.

Softwaren er JBL's head-fi app. Den er hverken fantastisk eller forfærdelig - den er bare. Og så understøttes naturligvis også "personlig lyd" via en 3.-parts app - Personifi. Den er IPX55-rated og har en ret fornuftig støjreduktion - og det er næsten det vigtigste, og så er de seks mikrofoner da ikke spildt. Der er også Spatial Sound, men lidt mere interessant er AuraCast, som er en sendestandard, der desværre ikke bruges så meget herhjemme, men er beregnet til museer og andet, hvor mange skal have den samme lyd på samme tid.

Jeg løb ikke ind i nogen funktionelle problemer, men silikoneørepropperne skal skubbes ekstra grundigt ind. De sidder ikke fantastisk godt fast i første hug. Der er en masse småting som adaptiv støjreduktion, fast pairing, og displayet på 1,57" er nemt at læse. Det bruger man mest til at skifte EQ-indstillinger, og den kan godt nok vise meget forskelligt, men i mit tilfælde skifter jeg ikke EQ alt efter, hvad jeg lytter til - jeg tager det råt for usødet. Den kan endda bippe højt, hvis de mistes, eller afspille afslappende lyde - det er decideret voldsomt. Alt er helt åbenbart en opgradering fra Pro 2-modellen.

Men prisen er desværre ikke opdateret, og det er synd, for imens der er så mange features, at man dårligt kan nævne dem, og med en Balanced Armature-hybridkonstruktion burde kunne få suveræn lyd ud af dem, så mangler jeg det sidste headroom, den sidste opløsning og dynamik. Det kunne måske, måske ikke, blive muligt med AptX-understøttelse, men uanset hvad sidder jeg stadig med en fornemmelse af, at 2.300 kroner er alt for meget, uanset hvor futuristisk et etui der følger med dette produkt. Lyden skal være mindre voluminøs og amerikansk, tyk bag ørerne, og mere slank, ægte og naturlig. Jeg ved godt, at det er med vilje - de er helt vilde med The Harman Curve - men så skal prisen også tilpasses. Når de kommer på tilbud, skal de helt klart overvejes.