Der er vel efterhånden ikke nogen, der er i tvivl om, hvem Jennifer Lopez er. Du kender hende nok som skuespiller, sangerinde, hende der ser godt ud, dommer i American Idol eller en af de ca. 100.000 andre ting, hun efterhånden har lavet. For nogle år siden hittede hun voldsomt som Jenny from the Block, og hun har leveret hitsingler som Love Don't Cost a Thing, I'm Real og Ain't It Funny. Nu er hun, udover at være blevet dommer i USAs måske største tv-program, også klar med en ny plade, som har fået den kryptiske titel Love?
Vi starter med klubbaskeren On The Floor, der sampler det gamle 80'ernummer Lambada. Og så er ambitionsniveauet ligesom lagt. Og det er lagt lavt. Der er absolut ikke ambitioner om at flytte bjerge, lave noget nyt, eller bare skille sig ud. Tværtimod virker det til, at ambitionen bare har været at skabe nogle klubhits, og så tjene nogle penge. Samtlige numre er i hvert fald skåret efter samme formel, en formel der måske nok vil gøre sig godt på diskoteker rundt om i verden. Produktionen sidder i hvert fald lige i skabet med dansevenlige rytmer og tilnærmelsesvis fængende omkvæd. Det hele er bare utrolig uoriginalt, grænsende til det fladpandede.
Jennifer Lopez har aldrig været nogen stor sanger, så derfor er hendes stemme selvfølgelig udsat for diverse effekter for at redde den, ligesom der også lige er blevet skruet lidt ekstra op for beats osv. Jeg har altså meget svært ved at finde en grund til at anbefale Love? til andre end fulde gæster på landets diskoteker, der er ligeglade med, hvad de hører. Der er meget få højdepunkter på Love?. Måske kan man nævne Lil' Waynes korte gæsteoptræden på I'm Into You, eller den udmærkede produktion. Men pladen virker altså ikke som ret meget andet end et halvhjertet forsøg på at malke den bølge af dance-pop, der hærger hitlister og diskoteker for tiden. Og når man som lytter sidder tilbage med følelsen af at have hørt en plade, der bare skal tjene penge og intet andet, føler man sig i bedste fald snydt. Og det er tilfældet med Love?.