Det er med garanti stadig albumklassikerne fra 1960'erne, man vil huske bedst når vi taler om Jimi Hendrix, men endnu en omgang demooptagelser er velkommende, omend vi ikke har med mandens bedre materiale at gøre.
Albummet har bestemt et afmålt og smittende groove, som fungerer fint som bindeled sangene imellem. Jimi Hendrix' elskede elguitar brøler også stadig af virtuositet og glæde, og det er umuligt ikke engang imellem at rive sig med som på det drivende og guitarepiske nummer "Bleeding Heart".
Albummet er en blandet samling af nye numre og gamle klassikere, og det fungerer umiddelbart ganske fint, selvom de nye sange mangler den sidste nerve som var kendetegnet for Jimi Hendrix musikalske genistreger.
Sangene er habile og specielt titelsangen er flot komponeret med et kraftfuldt basspil af Billy Cox og Mitch Mitchells intense trommehvirvler, der ruller som Neptun, eller Poseidons vrede på havet.
Det er dejligt at se, at albummet ikke er blevet overdubbet eller overeksponeret, men man irriteres også af at sangene føles ufærdige, og man kan decideret høre steder hvor bandet går fejl af hinanden.
Når man har at gøre med en så legendarisk rockmusiker som Jimi Hendrix er disse irritationsmomenter store, og det ødelægger desværre helhedsindtrykket på et album, hvor Jimi Hendrix ellers er i fin form.
Albummet er selvfølgelig fyldt med en masse guitar-ekvilibrisme Det gode indledningsnummer "Stone Free" sparker en lige i mellemgulvet med en musikalsk uppercut, og man føler sig ganske sat til tælling.
Mest tyngde er der på den velkendte "Hear My Train A Comin', der imponerer med sin kompositoriske mangfoldighed og gode længde. Det er dejligt at høre rockmusikken få fuld skrue, men det er stadig bittert, at albummet føles ufærdigt.
Hendrix er en sand mester på guitaren og på albummets midterste del får denne virkelig lov at bombadere os med et hav af flotte soloer, hvor tankerne nemt går tilbage til Voodoo Child. Indlevelsen og evnen til at improvisere, som er Hendrix' vigtigste værktøjer foruden det enorme talent er bevaret ganske intakt. Det er svært ikke at overgive sig til det sanselige og vidunderlige drive Jimi Hendrix besad, og selvom det ikke lugter langt væk af penge, vil albummet stadig stå tilbage som en håndfuld ufærdige numre som har mange kvaliteter, men lider af manglen på færdiggørelse.
Men albummet er ikke et endegyldigt bevis på hvad Jimi Hendrix kunne have udviklet sig til hvis han ikke var død. Det er mere bare en ny mindesten om en legendarisk guitarist, og når det er sagt, så er mange af hans gamle albums stadig mange niveauer over dette udspil. Hvis man er fan, er det altid dejligt med nyt Jimi Hendrix i reolen, men er man nybegynder og skal starte et sted bør man nok undgå "Valley of Neptune"