Bag det amerikaniserede alias, John ME, gemmer sig den svenske musiker Mattias Edlund. Han har tidligere fungeret som forsanger i det svenske rockband The Motorhomes, som i det tidlige år 2000 opnåede middelmådig succes med et par singler fra deres to albums, "Songs For Me (And My Baby)" (1999) og "The Long Distance Runner" (2002). Men men men, som i enhver anden halvulykkelig rockband historie, hvor potentialet måske aldrig når de famøse svævende højder, så gik de fra hinanden i år 2004. Mattias gik under det påskud, at han nu ville bruge sin tid på sin familie.
Men men men, som i enhver anden frustrerende rockhistorie, viste det sig hurtigt, at Mattias havde et behov for at skabe noget nyt inden for musikken. Derfor gik tiden med at lave eget materiale, når de daglige, borgerlige gøremål var overstået. Et egentligt behov for at få de her sange ud af kroppen resulterede i Mattias Edlunds aka John ME's debutalbum, I Am John.
Klichéerne ligger lige til højrebenet, når man vælger sit alias til at være John, og tillige dedikerer første album til, at "det her er mig, John". Det er da heller ikke uden frygt for alskens nødvendige nødlandinger, at jeg sætter gang i albummet og den første sang, Paris. En simpel akustisk sag, hvor man hurtigt fornemmer hvilken vej Mattias' vokal og stilrene produktioner hælder. Næste nummer, Run, har en svær tendens til at lugte meget af stadionrock og halvkolde fadøl, mens Mattias virker mistroisk meget inspireret af vores allesammens indie-crooner Ryan Adams. Dog helt uden at have de samme talenter udi fortolkninger af knuste hjerter og fortvivlet kærlighed. Det bliver til en uforløst desperationsboble, der aldrig tager fra, og sprænger mellem hænderne på os, inden det går hen og bliver alvorligt.
Love Is My Drug er næste levende billede, der i det mindste har et potentiale til at blive solidt radiohit, og vist allerede er blevet et kært eje blandt svenskerne. Det er en fin lille rock-pop-perle, men den lider desværre også under en stilrenhed, der er så åbenlys og gennemskuelig, at det ganske simpelt er halvkedeligt.
Der er aldrig noget, der falder uden for den gængse og flade kategori, der bliver slået fast med syvtommersøm i starten af pladen. Der er intet, der gør nogen fortræd, og man har tendens til at blive tabt gevaldigt flere gange på pladen. Måske potentialet er der, men så kræver det godt nok noget mere dare devil, og nogle større armbevægelser, der rent faktisk kan mærkes.