Julian Casablancas: Phrazes for the Young

Det er efterhånden tre år siden The Strokes udgav deres sidste album, First Impressions of Earth. Siden da har guitarist Albert Hammond, Jr. udgivet et par fine albums i eget navn. Og med Julian Casablancas nye soloalbum på gaden, står det uvist om der overhovedet kommer et nyt album fra det stilskabende rockband.

Men frem for at ærgre sig over dette, er der nærmere stor grund til at glæde sig over at den karismatiske sanger så sandelig ikke har tænkt sig at hvile på laurbærrene. Indtil videre har Julian Casablancas solokarriere mestendels bestået af sporadiske gæsteoptrædener hist og pist. Men med Phrazes for the Young springer han for første gang ud i fuld flor som soloartist på et sprudlende og overraskende album, hvor ideerne og overskuddet lyser ud af alle af albummets blot otte numre.

Fans af The Strokes vil med det samme føle sig hjemme. Sangskrivningen lugter umiskendelig meget af The Strokes. Det er råt-og-lige-på-rock indrammet af Casablancas på én gang kælne og dovne vokal. Men så alligevel ikke helt. For Casablancas ryster posen og pepper numrene op med lyde der rent stilmæssigt stritter i alle retninger: Synthesizer, banjoer og trommemaskiner.

Det kan lyde som udpræget stilforvirring og decideret rod at blande country- og electropop-elementer ind i en rocklyd så veldefineret og smal som The Strokes. Men det fungerer overraskende godt. "All that I can do now is sing a song of faded glory", synger Casablancas på åbningsnummeret Out of the Blue. Det er meget muligt, men det er nu en sang der er værd at lytte til. Casablancas formår at holde sammen på et strittende lydbillede og har her skabt et solidt og helstøbt album.