
Svenske Avalanche udsendte i 2006 det paradisiske og meget hidsige Just Cause. Det var dengang alt der duftede af sandkasse, i en eller anden udstrækning, var interessant. Siden hen har firmaet arbejdet på en toer, der i øvrigt stadig er under udvikling - men nu kan filmmagasinet Variety meddele, at der også er en film på vej.
Det er Adrian Askarieh, manden bag Hitman og den kommende Kane & Lynch-film, der har sikret sig rettighederne til at skabe en film på Rico Rodriguez eskapader i Just Cause. Filmen vil blive kaldt The Scorpion og den beskrives af de involverede i projektet som en blanding mellem Jason Bourne, James Bond, Wolverine og Rambo med en snert af Enrique Iglesias.
Da Adian Askarieh endnu ikke vil have et stort filmstudie ind over, forsøger han i øjeblikket at få samlet den fornødne kapital på 30 millioner dollar til at skabe filmen.