Kaito – Band Red

Med sit debutalbum fra 2001 placerede kvartetten Kaito sig hørbart på musikkens flamboyante landkort. Et skævt sammenskruet lydtæppe af lydbidder, som samlet var fyldt med sindsindtryk. Kaito er fra den meget spændende engelske musikskole, der virkeligt formår at fjerne sig fra mainstreamhovedvejen, og bevæger sig ned af de krinkelkrogede sideveje. Det nye album Band Red er endnu en mental detour. Et af de album som man ikke sætter på, mens der er gæster - men derimod et album der fortjener at køre på repeat i enerum indtil de mange kanter er filet af.

Kaitos indgang til musikken er ganske enkelt at tage melodierne, skære dem ud i små stumper og så binde dem sammen igen. Det giver nogle mildest talt brogede lydbilleder. Faktisk kan man sige, at de formår at skjule støj i melodier - eller er det omvendt? Genremæssigt er de lidt svære at placere. De er en del af alternativ rock/indie ensemble, som tæller bands som The Strokes, The Shins og Franz Ferdinand. Men inspirationen fra triphoppen er også tydelig, og man kommer uvilkårligt til at tænke lidt på eksempelvis Tricky.

Nikki Colk står for den oprørske pigestemme, som står som kontrast til den rumlende bas, de insisterende trommer og den nasalt skrigende guitar. Det hele har et skær af forvrænget drømmeland, hvor man konstant står på nippet mellem solskin og mareridt. Heldigvis tipper det aldrig over, og albummet er faktisk forbavsende let - især når det først er krøbet ind under huden. Modsat det store utal af skabelonskårne albums, så har dette faktisk en følelse, som skabes af helheden af de enkelte numre. Det er naturligvis samtidigt en ulempe for Kaito selv, da det er uhyre svært at hive det store singlepotentiale ud af de elleve numre.

Man kan dog også mærke bandets evne til at strikke små søde melodier sammen. Melodier som nærmer sig pop i deres udtryk af enkelthed. Blandt disse numre befinder blandt andet "Nothing New" og "Moi" sig. Her begrænses de skæve beats og stemmeforvrænger til et minimum, og man får sig en velfortjent puster fra de mere eksperimenterende numre. Man skal dog endelig ikke tage fejl, Kaito er udelukkende for folk som nyder den skæve melodi. Musik som næsten ikke kunne være længere væk fra hitlisternes ensformighed. Har man lyst til at kaste sig ud i noget anderledes, er belønningen også derefter.