The College Dropout var sidste års allerbedste skive. Kanye West genoplivede på fornemste facon min store kærlighed til hiphop, da han på Through the Wire, rappede sig gennem metalbøjler og en smadret kæbe til tonerne af et gammel Chaka Khan-nummer og fortalte om, hvordan han næsten havde taget billetten. Det var mesterligt. Faktisk var hele skiven gennemsyret af fornyelse, af et andet fokus på lyrikken, eller måske bare et fokus tilbage på lyrikken, og så var det hele et par skridt væk fra bling bling og tarvelige pistol-attituder - og det var lige, hvad jeg trængte til. Det er måske derfor ikke så underligt, at Late Registration, Kanye Wests sværere andet album, er ventet med mere end dirrende hænder.
Og selvfølgelig underleverer han under disse strenge forventninger. Late Registration er et mere vanskeligt album at lytte til end The College Dropout. Første gennemlytning trækker Diamonds, den meget naturlige første single, ud som det eneste, der reelt er noget fyld i, men som skiven snurrer i anlægget gentagende gange, åbner Late Registration sig op. Det er tydeligt, at Kanye West endnu engang forrykker magtbalancen i hiphopmiljøet og faktisk går mere pop end tidligere. Hooksne er planlagte, små MTV-perler, teksterne tilstrækkelig ambivalente til ikke at være decideret provokerende, mens de irriterende skits (ja, det er der desværre stadig) på fineste vis ødelægger, at du har skidtet kørende i baggrunden på teenageværelset.
Kanye er stadig ikke den ferme rapper som Jay-Z er, og det bevises til fulde på remix-udgaven af Diamonds, hvor den ellers så pensionerede rapper, leverer albummets bedste linie i "I’m not a businessman, I’m a bussines, man!", men West holder stadig tingene i gryden i kog, både når det kommer til produktioner og poesi. Overraskende er det også, at Adam Levine fra yndlingshadebandet Maroon 5 inviteres ind over på Heard Em’ Say, og faktisk banker et af albummets bedste numre sammen. Jamie Foxx får også smidt sig selv ind over i sin glansrolle som Ray Charles på Gold Digger, mens Common som altid skinner, denne gang på det blues-agtige og yderst korte My Way Home.
Late Registration har ikke helt så let ved at vælte mig omkuld som The College Dropout i sin tid gjorde det, men det er et velsammentømret album, der med lige dele lyrik, solide beats og til tider venlige hooks, lader til at kunne kapultere den kære Mr. West endnu længere op på hiphoppens stjernehimmel.