Jeg ved ikke, hvem det er, jeg skal ned på knæ og takke, men jeg er i hvert fald glad for, at Kanye West stadig lever. Den 26-årige rapper og musiker, der tilbage i år 2002 kørte galt i sin Lexus og efterfølgende måtte have sat sin kæbe på plads med skruer og metalplader, stod kun fjorten dage efter ulykken i studiet og hvæsede rimene ud gennem en næsten lukket mund.
Resultatet er et af de bedste hiphop-numre i flere år - nemlig "Through the Wire". Men Kanye West er ikke en rap-døgnflue. Hele debutalbummet stinker af velproducerede beats og veltilrettelagte tekster, der rækker langt ud over penge, pistoler og letlevende kvinder.
Skæringer som "Two Words", "Spaceship" og "Jesus Walks" er blot nogle af de mange numre, som man har hængende på hjernen bagefter. Det er ikke sært, at Kanye West har sikret både Jay-Z, Mos Def og Alicia Keys for hans produktionsform er melodisk og fyldt med fede rytmer.
Der er desværre små skår i glæden. Et par skits for meget og det lidt tamme MTV single-udspil Slow Jamz er med til at ødelægge helhedsindtrykket en smule, men det overskygger ikke det egentlige budskab i "The College Dropout", der forbliver positiv og progressiv hiphop med et smil på læben.