Vi husker hende nok alle sammen mere, som en lettere kønsløs sangerinde, der plagede os med intetsigende popnumre og mainstream, der ikke var værd at bide mærke i. Men nu er hun altså tilbage, og hun har været igennem en stor forandring.
Hele albummet har hun skrevet selv, og der er ikke lagt op til pop og dans.
Tværimod. Samtlige numre er i et langsomt, svingende tempo - ja, nærmest den ene ballade efter den anden. Det kan godt blive en anelse trivielt, når man hører hele pladen ud i et stræk. Man får følelsen af at være underlagt den samme tone og det samme tempo. Det er til dels også rigtigt, men i takt med flere gennemlytninger lærer man at skelne de enkelte numre fra hinanden. Man opdager helstøbte lyriske historier, og man bliver stille og roligt revet med.
Det er meget voksent, meget dybsindigt og måske ikke så nyskabende på længere sigt. Pladsen sublime højdepunkt er nummeret "Det Er Slut Nu", der er en duet med Bjørn Fjæstad. En dyster og harmonisk duet, der sender kuldegysninger helt ned til storetåen.