På dette andet album, My Best Friend Is You, prøver Kate Nash at indramme den personlighed, som gjorde hende til en af de mest populære britiske sangerinder, i de sidste par år. Hun ramte lige efter Lily Allen Myspace-bølgen, og det er med god grund, for Kate Nash har bestemt kvaliteter, der er værd at fremhæve. Hun blev ganske populær i både England og USA, og der gik ikke længe, før hendes Myspace-popularitet blev fulgt op af en kæmpe pladekontrakt.
Dette var dog desværre med til at ødelægge lidt af debuten, for mit vedkommende. Hun var nødsaget til at færdiggøre sit Myspace projekt i en fart, og det ødelagde mange af de kvaliteter, der ellers var forbundet med de demoer, Kate Nash allerede havde udgivet.
Hun tabte en del af sin karakter. De lyriske finurligheder uden omsvøb og den fængende klaverlyd var efterhånden væk til fordel for et mere strømlinet produkt. Det var, hvad man kunne forvente, men det var bestemt ærgerligt. Derfor kommer det heller ikke som nogen overraskelse, at det nye album er af samme kaliber som det første. Det er for overproduceret. Lyden er dertil en smule for kommerciel til en type som Kate Nash. Den definere ikke den karakter, som man oplevede for et par år siden, og det er synd, at man ikke har prøvet at tage den skarphed Kate Nash havde med videre på det nye album.
Albummet er produceret af den tidligere frontmand i Suede, Bernard Butler, som blev tilknyttet projektet efter, at han med køligt overblik gjorde Duffy til din mors favoritsanger, i stedet for datterens rebelske idol. Butler's retro mentalitet og produktionsform kan være ganske vellydende i små doseringer, men over et helt album, kan det i den grad blive for meget.
Mange af sangene har simpelthen svært ved at skille sig ud, og det er i sidste ende det, der gør albummet så svagt; Den manglende kreativitet og forskellighed. Sange som I've Got a Secret, eller den flyvske Paris, og den første single Do Wah Doo er simpelthen for letkøbte og kedelige. Giv mig noget kant! Til gengæld kan man ikke beklage sig over Kate Nash's vokal, som bestemt passer fint på produktionerne.
Det værste er dog, at dette album føles som et album, der er lavet for at opfylde en kontrakt. Det virker som om Kate Nash har lavet disse "reklamevenlige" sange for at tilfredsstille sit pladeselskab, og dermed fået friheden til at lave sit eget. Et udvalg af sangene er nemlig i en fuldstændig anden boldgade. Her ser vi en mere punket attitude, som i den grad er sat på pladen for at forarge. Nash har i tiden mellem dette album og debuten, også indvilliget sig i en punk-gruppe, hvor hun efter sigende spiller bas. Det prøver dette album at efterleve på et par numre, men ideen er altså for letkøbt, og pladen som helhed bliver derfor en smule rodet.
Det er ganske frustrerende fordi numre som I Hate Seagulls, Don't You Want To Share The Guilt? eller I Just Love You More alle er interessante sange, som kunne have skabt god grobund for en fremtidig karriere med en mere punket lyd. Men det virker som om, det er et nicheprojekt ved siden af pladeselskabets krav om at tilfredsstille masserne. Det er for letkøbt og det er ærgerligt.
Bedre held på næste album, hvor jeg håber Kate Nash kan få lov at slå sig løs.