Synes du Starsailor er for vrælende, Travis for kedelige og er du led og ked af at der går så lang tid før der kommer et nyt udspil fra Coldplay? Ja, så er Keane lige dig! Et band bestående af tre teenagere på henholdsvis trommer, piano og vokal med blikket rettet mod himlen og føleknappen sat på storladenhed. Den sære instrumentering kommer ikke helt til udtryk på et album der pletvist både byder på bas og guitar, og spørgsmålet er om opsætningen ikke er andet end en smart lille gimmick?
Bas eller ej, så er der ingen tvivl om at Keane ved hvordan en klynke-rocksang skal lyde. På Hopes And Fears får vi 11 af dem, og virker albummet ved første lyt som en bleg kopi af alt muligt andet, vokser det sig større ved flere gennemspilninger, før det tilsidst folder sig ud som den skønneste lille sommerfugl. Der skal synges med, viftes med lightere og drømmes om al den forbandede gymnasiekærlighed vi enten ser frem til, står midt i, eller drømmer os tilbage til.
Vokalen løfter selv de mest gennemtærskede akkorder op til højder de ikke burde befinde sig i, og Hopes And Fears er - på trods af bandets lave gennemsnitsalder - det man kan betegne som rigtigt godt håndværk, uden på noget tidspunkt at tabe følsomheden. Første skæring, "Somewhere Only We Know", skal nok blive et varmt sommerhit, og med opfølgere som det uimodståeligt smukke "Bend And Break", står Keane foran et mindre gennembrud. Dette er musik der kan passe til enhver lejlighed, hvad enten man vil lytte eller har brug for lidt lydtapet, men det gør det bestemt ikke dårligt. Keane skaber sange af den slags der ikke er bange for at være smukke, medrivende og indtrængende.
Strengt forbudt for sortklædte nitterockere med acne og dårlig ånde. Chris Martin kan tage sig en slapper, vi har fundet en midlertidig afløser!