Ke$has påklædning med nedslidt neglelak, hullede gamacher og et klart trashy præg går fint i spænd med hendes ligeså komprimerede moral. Hendes mor var sangskriver, og har flyttet familien rundt gennem hele USA med musikken som bagage. Den sikkert oversete teenager ser sig sur på sin mor og springer nu ud som "Girl Gone Wild" seksuelt forstyrret, moralsk handicappet og med en dyrisk trang til opmærksomhed.
Med Stjerner som Pink og Lady Gaga, som i den grad har vendt billedet op og ned på kønsrollerne i poppens verden, er Ke$ha det nyeste skud på stammen, og hun har allerede huseret både radioen og X-factor med singlen Tik-Tok.
Her har vi at gøre med den klassiske kugleskøre blondine, som vi har set dem før i skikkelse af Jean Harlow og Mae West. Men har Ke$ha gennemslagskraft nok til at retfærdiggøre et helt album?
Man kan starte med at sige, at hvad der gør Ke$ha interessant, er måske ikke selve substansen af hendes image, dertil er det simpelthen for infantilt, men derimod har Ke$ha og hendes producer Lukasz Gottwald sammenblandet det narkotikamisbrugende "party girl" image med poppens mere letkøbte synthesizerlyd, auto-tune finish og danceinspirerede tilgang til lyden anno 2010.
Væk er alt hvad der ligner Amy Winehouse rent musikalsk, men typen tåler sammenligning. Hvor Ke$ha falder virkelig igennem er, når det image, hun prøver at sælge sin musik med, bliver for utroværdigt eller i værste fald ubehageligt.
Hovedideen bag "Animal" er nemlig en sexistisk ung pige, som vender tingene 180 grader og på vejen dumper dusinvis af pretty-boys og pisser i klædeskabet hos en unavngiven kendis. Ideen er hverken ny eller specielt interessant, men Ke$ha formår alligevel at skabe en karakter eller personlighed, som man enten omfavner med glæde eller foragt. Det er mere end hvad man kan sige om de fleste popstjerner på dagens marked.
Hendes producerer har til ukendelighed overdubbet, auto-tuned og lagt lag på lag af hendes vokal indtil hun nærmest fremstår som halvt Chipmunk og halvt japansk manga teenager.
Der bliver eksperimenteret med mulighederne i den grad og numre som "Stephen" og 30h!3 duetten "Blah Blah Blah" finder man næsten vokalarbejdet mere kikset end spændende. Ke$ha lyder som om hun er konstant beruset, og med en blanding af sang og snak, flyver vokalerne rundt, som var vi i en pinballmaskine, over de sindsyge produktioner og futuristiske rytmer.
Hun prøver dog aldrig, rent vokalmæssigt, at gøre mere end hun kan, hvilket er dejligt forfriskende.
Og selv om Ke$ha er konstant beruset, snakker grimt om alt og alle, og stjæler mænd fra enhver, fremstår hun egentlig aldrig særlig modbydelig. Det budskab "Animal" sender ud i æteren til de teenagepiger som albummet nu engang er på markedet for, er dog mere alarmerende. Ønsker vi virkelig fremtidens kvinder skal have Ke$ha som rollemodel? Ikke på vilkår og det er egentlig hvad pladens største problem er. Ke$ha formår aldrig rent moralsk at retfærdiggøre denne vildskab og ærlige ballader som "Dancing With Tears in My Eyes" og titelnummeret fremstår derfor højest utroværdigt.