Følger man med i, hvad der rører sig på YouTube, er man nok stødt på videoer omkring "Steamed Hams". Scenen fra det 21. afsnit af The Simpons' syvende sæson, "22 Short Films About Springfield," hvor Principal Skinner møder Superintendent Chalmers, har vist sig at være en guldgruppe for memes og har inspireret parodier på blandt andet Smash Mouths "All Stars," Ace Attorney og debatten mellem Jordan Peterson og Slavoj Zizek. Nu er den mindeværdige scene også blevet et spil.
Steamed Hams: The Graphic Adventure er udviklet af NeoDement og kan spilles gratis på Game Jolt. Alternativt kan man også se en kort gennemspilning på YouTube.
Der er tale om et klassisk point-and-click eventyrspil inspireret af Lucasarts' klassikere som The Secret of Monkey Island og Day of the Tentacle, og både spillets indhold og grafiske stil fanger på imponerende vis periodens ånd. Da der blot er tale om et lille fanprojekt, er det desværre ikke rigtigt muligt, at foretage sig meget andet end at gennemføre scenens plot, men det er jo heldigvis også ikonisk.
Disney ejer i dag både rettighederne til The Simpsons og Lucasarts, så man kan måske håbe, at Steamed Hams: The Graphic Adventure fører til et Simpsons-spil i stil med de klassiske eventyrspil, om end det nok er ønsketænkning.
