The Prodigy's Stand Up prøver på bedst mulig vis at personificere hvilken type film Kick-Ass prøver at være: Et eller andet sted mellem retro old-school superheltefilm blandet med moderne og stilistisk vold. Det fungerer! Sangen er et fantatisk godt eksempel på to verdener der kolliderer og slår gnister.
Her blandes trompeter, hiphop trommer og elektroniske keyboards. Prodigy's nummer er helt klart pladens højdepunkt. Det lyder rent faktisk som et superheltetema fra 1960ernes TV shows, men med et beat anno 2010. Hvem der end fik fat i dette nummer til pladen er i min bog et geni. Sangen er ganske mindeværdig, den passer perfekt til filmen og den har en god portion humor med i bagagen.
Desværre, er resten af albummet ikke af samme kvalitet. Der er simpelthen et for stort mangel på fokus, og pladen ved ikke rigtig hvor den vil hen. Forstil dig det - Et soundtrack med identitetskrise.
Første halvdel af albummet er spækket med flamboyant europop og dansevenlige beats, hvorefter anden halvdel fuldstændig fjerner fokus fra før, og alt hvad der tidligere er blevet etableret, bliver skudt i sænk af en helt anden type lyd. Det er fint nok at blande genrer. Det er trods alt et soundtrack, men den røde tråd mangler, hvis det skal nydes som selvstændigt album uden relation til filmen.
Mika's "Kick-Ass" er simpelthen for åndssvag og hvis du kender til Mika i forvejen, ved du hvilken falset manden kan ramme. Det er faktisk ikke sangen, der er noget galt med. Den bliver fulgt godt til vejrs af en god lyrik, som er ganske rammende for filmen. We are young.. We are strong.. We're not looking for where we belong. Omkvædet er hertil ganske iørefaldene og selv om sangen er fjollet, ville den nu passe fint i Hit-Girls musiksamling.
There's a Pot a Brewin som kommer fra The Little Ones er et fint nummer, som udnytter potentialet til filmen fint. Omen som er endnu et nummer fra The Prodigy, fungerer også fint, og selvom nummeret ikke er så godt som Stand-Up, formår det bestemt at løfte pladens niveau. Stand-Up passer simpelthen perfekt til filmen, og når man ligger ud med så stærkt et nummer, kan det til tider være svært at følge med det anslående niveau. Make Me Wanna Die tager albummet i en mere rock og punket retning, før albummet beslutter sig for at falde på halen.
Bongo Song samt Banana Splits er simpelthen rædselsfulde numre, og de er, når de er bedst, bare irriterende. Jeg begriber ikke albummet. Igen: hvorfor det pludselige stilskift? Jeg forstiller mig gerne det fungerer ganske glimrende som filmisk pondus, men som sange, man bare lytter til i høretelefonerne, så er det simpelthen ikke pengene værd.
Selv om der er en del sangen som er værd at nikke hovedet til, er det svært at anbefale albummet som helhed. Filmen er innovativ, men soundtracket står alene tilbage som lidt af en fiasko. Sangene passer simpelthen ikke sammen rent musikalsk uden den herlige film tilknyttet.
Det bliver altid sporadisk når man har med et soundtrack at gøre. Det er jeg godt klar over. Det er ikke ligesom soundtracks som fx til 500 Days of Summer eller Shutter Island, som har en konstant tone, og hvor du simpelthen bare ved at lytte til albummet, kan fornemme filmen.
Dette formår soundtracket til Kick-Ass ikke helt at indfri. Skal vi sammenholde soundtracket med filmen, er der dog en kæmpe mangel: John Murphys forrygende nummer som også findes i zombiefilmen 28 Weeks Later. Udeladelsen skuffer, og sammenholdt med resten af kritikpunkterne, ender den på trods af gode enkeltnumre derfor kun lige på godkendt.
Forvent ikke mere. Køb tegneserierne i stedet, eller se filmen. Igen. Den er det værd.