Samme dag som Konami udgiver Silent Hill f, lukker Koei Tecmo op for godteposen omkring Fatal Frame II: Crimson Butterfly Remake, som kunne være det næste store horrorgys fra Japan.
Fatal Frame II: Crimson Butterfly udkom oprindeligt på PlayStation 2 i 2003, hvor man følger to søstre der bliver fanget i en forladt landsby i Japan, der er fuld af onde ånder. De finder hurtigt ud af, at hvis de bruger deres Camera Obscura, et magisk kamera, kan de bekæmpe de onde ånder.
Fatal Fatal II: Crimson Butterfly Remake vil byde på en kraftigt opdateret visuel side, en ny lydside og både gameplayet og styringen vil også være opdateret. Ud over dette, har spillet nu fået en "Holding Hands with Mayu" mekanik, hvor de to søstre kan holde hinanden i hånden, som var en mekanik udviklerne oprindelig ville have med i det originale spil, men som de ikke kunne få til at fungere dengang.
Se den nye trailer nedenfor, hvor game director Makoto Shibata går i detaljer med remaken, der er planlagt til at udkomme på Xbox Series X/S, PlayStation 5, Nintendo Switch 2 og PC via Steam i 2026.