Konami er uden tvivl et af de helt store firmaer i Japan i øjeblikket. Mens andre kører med årlige underskud, så ruller millioner af yen ind på kontoen hos firmaet. Dette sker primært fordi firmaet leverer solide spil og satser på de rigtige konsoller - og det har fået firmaet til at droppe Xbox.
Der diskuteres stadig frem og tilbage om hvorvidt Metal Gear Solid Substance skal udgives i Japan på Xbox. Det japanske publikum er så godt som ligeglade og ved årets Tokyo Game Show var der ikke den store interesse for spillet på Microsofts powerdyr. Derfor ser det nu ud til at Konami trækker stikket på flere kommende Xbox spil og derved i fremtiden udelukkende satser på PlayStation 2 og GameCube.
Hermed mister Microsoft en værdifuld partner og nogle solide spil i fremtiden. Kommende storspil som Anubis: Zone of the Enders, Silent Hill 3 og et hav af Disney Sports spil er i øjeblikket kun sat til udgivelse på henholdsvis PS2 og GameCube.
Electronic Arts har også bevidst valgt at f.eks. Madden 2003 kun skal være online på PlayStation 2, da firmaet er dybt uenig med Microsoft i hvordan og hvem der skal have kontrollen over Xbox Live og dermed kunderne.
Vi afventer stadig en officiel pressemeddelelse eller udmelding fra Konami. Dette er indtil videre kun rygter.