Skip to main content
Gamereactor KT Tunstall - Tiger Suit

KT Tunstall - Tiger Suit

Tiger Suit er det tredje album fra den skotske singer/songwriter KT Tunstall. Bo anmelder pladen og hygger sig.
Bo Nørgaard 19 oktober 2010

KT Tunstall har tidligere hittet med singlen Suddenly I See, og kan vel bedst beskrives som en slags skotsk udgave af vores egen Tina Dickow.

Tunstall har ikke rigtig slået igennem herhjemme endnu, men har stor succes i England med flere nomineringer til BRIT-awards. Hun har også været omkring den amerikanske Billboard-listes top 200.

Tiger Suit er, trods navnet ikke særlig aggressiv. På nogen måde. Pladen starter med den glimrende Uummannaq Song, der ligger stilen godt. Her er tale om klassisk singer/songwriter, uden for meget slentren i valsen, og uden at der bliver varieret særlig meget fra den klassiske opskrift, som genren definerer sig selv efter. Der bliver dog flirtet med elementer fra elektronisk musik, og heldigvis er KT Tunstall et af de bedre navne i genren.

Hendes behagelige, hæse stemme og fine guitarspil gør, at Tiger Suit er et godt bud på et soundtrack til de grå dage, vi går i møde. Pladen fremstår rigtig godt, som helhed og især balladen Difficulty, afslutningsnummeret The Entertainer og Fade Like A Shadow er rigtig vellykkede popsange.

Pladens største fordel er desværre også dens største problem. For på trods af den behagelige, hyggelige oplevelse, som det er at høre Tiger Suit, opdagede jeg, at jeg havde meget svært ved at huske numrene bagefter. De røg ind af det ene øre og ud af det andet, og selvom det er en glimrende plade, havde jeg svært ved at finde højdepunkterne. Det skyldes, at der er meget lidt kant på numrene, og ingen af dem skiller sig rigtig ud fra mængden.

Det betyder, at Tiger Suit ender som en af de der plader, man hygger sig med, men desværre også glemmer ret hurtigt igen. Musikalsk tapet, har Thomas Blachman vist kaldt det i X-Factor engang.

Men hvis du står og mangler et hyggeligt soundtrack til efteråret, kan Tiger Suit sagtens anbefales. Så længe, du ikke regner med at pladen ændrer dit synspunkt på hverken KT Tunstall eller singer/songwriter-genren generelt.

Fuld profil 75 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.