Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Kunitsu-Gami: Path of the Goddess

Kunitsu-Gami: Path of the Goddess

Kunitsu-Gami: Path of the Goddess er 2024's indtil videre mest overraskende spil - og det er klart et kig værd.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Capcom har virkelig tur i den for tiden. Det har de faktisk haft i en årrække nu, med flere glimrende remakes af flere forskellige Resident Evil spil, Monster Hunter serien bliver bare stærkere og stærkere for hver udgivelser har man indtryk af og senest har Capcom haft god succes med Dragon's Dogma II, som solgte mere end 3 millioner eksemplarer i løbet af de første 2 måneder.

Kunitsu-Gami: Path of the Goddess

Men Capcom kan også andet end de store højtprofilerede titler. Exoprimal var måske et skud forbi mål, men det er Kunitsu-Gami: Path of the Goddess ikke, og det er et af 2024's indtil videre mest overraskende spil. Det kommer fra et mindre team hos Capcom, som har skabt et spil, der har rødderne dybt plantet i den japanske kultur og som, med succes, blander flere genrer som action, tower defense og strategi.

Kunitsu-Gami: Path of the Goddess udspiller sig på det frodige og smukke Mount Kafuku bjerg, hvor små idylliske landsbyer, smukke begravelsespladser og blanke søer ligger strøget ned af bjergsiden. Bjergets gudinde har i hundredvis af år beskyttet beboerne på bjerget men nu har et ondt mørke og grufulde yokai-inspirerede skabninger (kaldet Seethe) overtaget bjerget og gudindens 11 masker er blevet stjålet og spredt ud over hele bjerget.

Dette er en annonce:
Kunitsu-Gami: Path of the GoddessKunitsu-Gami: Path of the Goddess

Sammen med bjergets jomfru, Yoshiro, skal man som hendes væbner og beskytter Soh, nu begive sig ned af bjerget og undervejs fordrive Seethe-monstrene, befri og genopbygge landsbyerne og naturligvis finde de forsvundne masker, for til sidst at udføre et ritual ved bjergets fod, som én gang for alle kan fordrive ondskaben fra Mount Kafuku.

Rundt omkring på bjerget er der placeret de hellige Torii porte og det er dem som Seethe-monstrene bruger til at invadere vores verden - men de gør det kun om natten. Derfor har man dagtimerne til at samle sine styrker blandt bjergets beboere, tildele dem flere forskellige roller, for eksempel en Woodcutter med en stor økse, en Archer med bue og pile eller en Ascetic, der kan skabe barrierer for fjenderne. Efterhånden som man kommer gennem spillet og man finder flere og flere masker, får man adgang til flere roller og disse kan alle opdateres løbende og det samme kan en lang række af Sohs evner.

Kunitsu-Gami: Path of the Goddess
Dette er en annonce:

Når rollerne er tildelt, skal man placere ens styrker strategisk klogt rundt omkring, så når natten falder på og Seethe-monstrene kommer strømmende ud af Torii portene, så er man klar til at nedkæmpe dem og ikke mindst, for enhver pris, at beskytte Yoshiro mod angreb. Hun må under ingen omstændigheder falde i kamp, for det er kun hende, som kan udføre det livsvigtige ritual for foden af Mount Kafuku.

Ud over at placere ens styrker korrekt, kan man med Sho også selv angribe fjenden med sværd og specielle angreb og man kan løbende give ens styrker ordre til enten at trække sig og beskytte Yoshiro, til at angribe fjenden, eller til at blive stående på deres tildelte pladser og nedkæmpe fjenden efterhånden som de kommer nærmere. Missionerne varierer ganske fint undervejs; en af dem foregår om bord på en båd, og det ændrer kampene betydeligt, og andre gange kan man ikke bruge Sho som er blevet forhekset, så man kan kun give ens styrker kommandoer.

Når natten er overstået, slikker man sårene, forbereder sig på den næste nat, mens man langsomt får Yoshiro tættere og tættere på området primære Torii port, som hun, når hun når frem, renser for ondskaben og dermed gør en ende på de natlige besøg fra Seethe-monstrene i det pågældende område.

Kunitsu-Gami: Path of the Goddess

Som det måske fremgår af ovenstående beskrivelse, så er Kunitsu-Gami: Path of the Goddess en blanding af flere forskellige genrer, og det fungerer faktisk overraskende godt. Der bydes både på action, når man som Sho kaster sig over horderne af fjender og tower defense delen ser man tydeligt, når man samler styrker, tildeler dem roller og placerer dem strategisk rigtigt rundt omkring Torii portene. Strategi-delen kommer ind i billedet når man under kampene giver ens styrker ordre til at angribe eller forsvare - og når man efter endt kamp leder efter ressourcer og genopbygger området og udbedrer de skader, som det mørke ondskab har påført for eksempel bygninger, forsvarsværker eller religiøse stensætninger.

Alt det her krydres med referencer fra den dybe japanske kultur og det her er et meget japansk spil, men ikke på lidt skingre måde som Final Fantasy kan være det, med de måske lidt barnlige karakterer og letpåklædte heltinder - det her virker som et troværdigt kig ned i den rige og komplekse japanske kultur.

Kunitsu-Gami: Path of the GoddessKunitsu-Gami: Path of the Goddess

Når spil blander flere genrer, er der risiko for at det ender med at blive en lunken mellemvare på alle fronter og selv om Kunitsu-Gami: Path of the Goddess hverken er et særligt dybt strategispil, et særlig overskueligt tower defense eller et særlig godt actionspil, så virker det hele i samspil med hinanden ganske fint. Det er dog lidt uoverskueligt og bøvlet at placere ens styrker korrekt på grund af kameravinklen, men det lærer man at arbejde udenom og det ender med at blive overskygget af spillets styrker, som heldigvis er i overtal her.

Den rige japanske kultur skinner også klart igennem på den visuelle side. Alt fra karakter-designet, maskerne og de smukke rober som bjergets jomfru Yoshiro har på, til de smukke templer og altre der er placeret op af bjergsiden og helt ned til spillets menuer og naturligvis soundtracket, er virkelig gennemført og ganske veldesignet.

Kunitsu-Gami: Path of the Goddess

Kunitsu-Gami: Path of the Goddess viser hvor alsidig Capcom kan være og det ender med at lave et af 2024's indtil videre mest overraskende spil og det vidner ganske enkelt om overskud. Det er overraskende, for det ryster posen, så brikkerne fra flere forskellige genrer ender med at lande på ganske overraskende måder. Det er en overraskende velfungerende hybrid mellem et actionspil, et tower defense og et strategispil og derfor er det også lidt svært at sige, hvem Kunitsu-Gami: Path of the Goddess i virkeligheden henvender sig til.

For mig var det i hvert fald en positiv overraskelse og hvis du er til strategispil eller tower defence og godt kunne tænke dig at få lidt alternativ sommerferie-underholdning, så ville jeg helt sikkert tage et kig på Kunitsu-Gami: Path of the Goddess - der er endda en demo på alle platforme, så du lige kan prøve om det måske kunne være noget for dig. Jeg anbefaler, at man som minimum giver demoen en chance.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Spændende og for det meste en velfungerende blanding af flere genrer, gennemført visuelt design, let at gå til, stærk japansk kulturel indflydelse hele vejen igennem
-
Det kan være lidt uoverskueligt at placere ens styrker korrekt i starten, ligegyldig historie
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Et andet syn

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold