Skip to main content
Hardware

L33t Gaming Extreme stol


Åndbart PU-læder, skum og metal - den ægte gamerstol lever i bedste velgående.

Kim Olsen 30 december 2017

L33t Gaming har langsomt men sikkert sneget sig ind på det danske marked. Ved at placere sig en prisklasse under mange andre, men have mange af de samme features, så sikrer man sig et konkurrencedygtigt produkt, det er ligesom "business 101", og det er så sandelig lykkedes L33t Gaming at erobre sig en plads på det i forvejen tætpakkede marked. Vi fik for nylig muligheden for at kigge nærmere på en række af deres modeller, og hermed følger en lille anmeldelse af Gaming Extreme-modellen.

Vi har at gøre med en klassisk konstruktion, stjernestel med fem arme i metal og nylonhjul. Der er armlæn og perforeret ryg samt lændepude. Det testede eksemplar var i blå og sort. Overfladen er i en afart immiteret læder, og så noget forholdsvist bastant skum nedenunder. Det gør at man sidder godt, uden at det bliver blødt eller lænestolsagtigt.

Den er rimelig nem at samle i bedste IKEA-stil - der var dog to skruehulsskjulere der ikke passede, tolerancen var simpelthen ikke lav nok. Er du dog bekymret for at det kræver byggetilladelser og en videregående uddannelse for at samle sådan en fætter, så tro roligt om igen, det er ganske let.

PU-læderet bliver markedsført som åndbart og svedtransporterende, nu har temepraturerne ikke været til at det kunne efterprøves, så her må vi tage producenten på ordet. Skummet i ryglænet og nakkepuden er i passende hårdhed, men kunne godt være en anelse blødere på armlænet, selve basen er dog bundsolid.

Der er tale om et kvalitetsprodukt, det kan man så sandelig mærke fra start af, men min eneste anke er at låsemekanismen til at låse for vippefunktionen ikke går 100% ud, så der kommer en knæklyd når man læner sig tilbage. Og så har jeg det lidt svært med prisen, for det er tydeligt et produkt lavet i Kina, og sandsynligvis med en urimeligt stor avance - 999,- havde været en bedre pris. 1299,- er en kende i overkanten, der er ingen vej uden om.

Komforten er ganske god, for man synker ikke for meget sammen med dårlig ryg til følge, og der kan stadig slappes af når man læner sig tilbage og sætter armene på armlænet.

Stolen fremstår i sin helhed ganske bastant og måske lidt hård - men ellers er alt andet en væsentlig opgradering fra en almindelig kontorstol. Der er muligheden for at tilpasse siddepositionen, og materialerne føles bastante og robuste, præcis som gaming-grej bør. Hårdheden skyldes med stor sandsynlighed ergonomien i stolen - og det er jo også ganske relevant. Jeg har i hvert fald kunne mærke en stor forskel på daglig basis.

Så alt i alt, en pæn opgradering fra en kontorstol, ergonomisk god, men føles og er bygget bastant - og det vil ikke appelerer til alle. Leder du dog efter en stol der kan placere dig rank og parat til at præstere, så er L33t Gamings Extreme-stol nok noget du bør kigge nærmere på. Vi byder i det hele taget L33t velkommen, alt tyder nemlig på at de er kommet for at blive.

Fuld profil 1.173 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.