Her på Gamereactor har vi ikke forsætligt fokuseret på de dyreste kaffemaskiner, men sådan er kortene faldet, desværre. Jeg siger "desværre" fordi det faktisk ofte kan være langt mere interessant at kigge på hvor meget man kan få for pengene på de nederste trin af prisstigen, og når det gælder kaffe, så er det ikke alle der lige har 6000 kroner liggende, og som direkte ønsker at rode med bryghoveder, stempler og rengøring.
Heldigvis blev vi kontaktet af Lavazza, der er kendt for ikke bare at lave nogle af vores personlige favoritbønner (seriøst, Qualità Oro er en glimrende budgetbønne), men som sælger en direkte pendant til en Nespresso ved navn A Modo Mio Tiny Eco til 480 kroner spritny.
Ja, det er absurd lidt, så lidt så at en habil espressokande er dyrere. At et brand der samarbejder med Smeg om kaffemaskiner til over 5200 også har en maskine til under en plovmand? Ja, det er altså ret sejt. Og det er endnu sejere at "Eco"-delen af navnet faktisk hentyder til at størstedelen af maskinen, altså samtlige komponenter, er lavet af genanvendt plastik, og at de Tierra der sælges sammen med er "eco-friendly", altså komposterbare på industrianlæg og CO2-neutrale. Mere af det, tak.
Den er også "Tiny", og det mener Lavazza seriøst. Vi snakker 26x14x27 centimeter og en vægt på 3.7 kilo, det er altså virkelig kompakt, og det betyder at Tiny Eco kan stå i en skuffe, eller i et skab, som giver meget god mening hvis man ikke pumper kaffe ud i et væk.
Det her er en uhyre simpel maskine, når alt kommer til alt, og vi forventer ikke andet. Der er en lille vandtank på 0.6 liter, der dog er forsvarlig når vi snakker om en maskine der primært er designet til espressoer, der er en enkelt knap der bruges til at igangsætte og stoppe brygning, og drypbakken kan trækkes nedad så du får plads til en større kop. Det tager kun 10 sekunder for maskinen at blive køreklar, men bryggetiden på en gennemsnitlig espresso er altså lidt over et halvt minut, der er til den længere side, og der mangler via en automatisk setting, der stopper brygningen. Du skal blive der, og selv trykke på knappen. Det betyder så også at hvis du vil have en double, eller en lungo, så kan du bare lade den supplere med vand, men stadig.
Spørger du Lavazza skyldes den langsommere brygning også at der trækkes mere smag ud af de her A Modo Mio-kapsler, og dem vi har smagt, bevidner det her til den helt store guldmedalje. Det primære sammenligningsgrundlag blandt kapselbaserede maskiner er Nespresso, og her fremstår denne dybere og langt mere smagsrig - der er virkelig en forskel. Om hvorvidt den kan mænge sig med gedigne espressoer er en helt anden snak, men til en pris på knapt 480 kroner er det virkelig svært at brokke sig. Selv hvis man tager i betragtning at prisen per kop nok er en kende højere end med andre brygningsmetoder er det her stadig virkelig en konkurrencedygtig pris, og en glimrende smagsprofil.
Det er ikke det samme som at A Modo Mio Tiny Eco er perfekt. Det er ikke fordi vi som sådan savner forskellige modes eller indgående indstillinger, men den burde kunne stoppe af sig selv, bare for at tage et eksempel. Dog er den uhyre let at anbefale ingen tvivl om det, og vil du have en billig kaffemaskine, så vil den her give dig velsmagende kaffe af en fraktion af prisen på større, mere seriøse alternativer.