I disse dage afvikler alle verdens store tech-giganter deres pressekonferencer i anledning af den digitale CES-messe, der løber af stablen over æteren, i stedet for fysisk i Las Vegas som normalt. Sony har allerede afsløret nye OLED-fjernsyn, Samsung har givet os NEO QLED og Acer har fremvist nye Predator-bærbarer. Lenovo havde dog noget lidt anderledes med, der ligner en PC-udgave af en Switch.
Den hedder LaVie Mini, og der er tale om en "Ultra Portable Pocket Size Windows PC", der dog kommer med dobbelte analogpinde, et D-pad og andre spilrelaterede features. Den har et otte tommer touch-panel, samt en Intel Core i7-1180G7 CPU og integreret Xe-grafik.
Du kan tage de to controllere af, og i stedet bruge et tastatur. Du kan også købe en stander til den, der giver den lidt ekstra hestekræfter - ja, meget ligesom en Switch.
Der er endnu ingen lanceringsdato eller pris, men vi kommer nok til at se mere i løbet af CES.


