Skip to main content
Gamereactor Hardware Lenovo Legion Phone Duel
Hardware

Lenovo Legion Phone Duel 2

Lenovo har opdateret deres telefon - men har stadig et meget skarpt fokus og et lækkert design.
Kim Olsen 9 april 2021

Markedet for ekstremt gaming-orienterede telefoner har aldrig været større, og mange er skåret efter samme opskrift: hardcore maksimale specifikationer, overdreven køling, selfiecam i siden, to stik til opladning, fantastisk display, og trykfølsom kontrol over det hele kombineret med et meget lyst display med ekstremt stærke farver og et kæmpe batteri. Legion Phone Duel 2 er ingen undtagelse.

Udover en ekstremt blæret 'unboxing' oplevelse, så kommer den med Snapdradon 888, der har indbygget 5G og Adreno 660 GPU. Vores var versionen med 16GB RAM, og koster 5-6000. Hele brugerfladen er sat op omkring Lenovos tema, og samtlige Android-ikoner er lavet om så de passer Lenovo.

I kan tjekke de forskellige benchmark scores ud herunder for at danne jer overblik over telefonens præstation. Og det kan vi lige så godt gøre fra start af, når nu det er et stort fokus:

  • Geekbench: 1122 single core / 3768 multicore
  • OpenCL compute: 4799
  • Vulkan compute: 4923
  • 3D Bernchmark wild life: 5855
  • Pirate Ship Benchmark: 146 FPS - Low / 146 FPS High / 67 FPS Ultra / Test Benchmark

Lenovo Legion Phone Duel 2 performer utrolig godt, også under stort pres. Selv hvis du presser chipsættet rigtigt meget, eller starter den selv, så har selve telefonens indkapsling indbygget en aktiv blæser. Ja, du hørte rigtigt, det er ikke ekstratilbehør, det er faktisk en indbygget blæser, og selvom den er helt lille, så larmer den stort set ikke. Der er i øvrigt også en blæser mere der er ret godt skjult, hvis man synes én er for lidt.

Jeg kan dog undre mig over hvorfor der er behov for to blæsere, for den ret avancerede passive køling telefonen kommer med holder telefonen på omkring 27 grader ved almindelig brug, og jeg registrerede aldrig over 38 grader på noget tidspunkt. Kølingen består af et vapor-chamber, - en vindtunnel der "drives" af de to aktive blæsere og vanvittigt store køleplader. Jeg har set nogle fine 3D-modeller af det, og det giver pludselig mening, at telefonen er lidt tyk i det, men det er mange gaming-telefoner oftest. Det hele er forbundet via centrale kobberrør, der fungerer som den primære motorvej for varmen. Lenovo påstår at kølekapaciteten er 22 grader celsius - ikke at jeg har en jordisk chance for at tjekke det efter - men systemet fungerer i hvert fald som det skal.

Apropos ekstratilbehør, så får du også en dobbelt USB-C lader med fra start, og sågar også to UBS-C kabler som du kan bruge til at lade telefonen. 'Turbolade' er måske endda et endnu mere passende ord, for da jeg første gang ladede telefonens 5500mAh batteri gik den fra 18-85% på 20+ minutter rent. Batteriet er naturligvis todelt for en symmetrisk distribution af vægten der desværre rammer 259 gram - så det er lidt en tung satan. Telefonen har i øvrigt indbygget et såkaldt Phalanx beskyttelsessystem, der gør at den kan trække strøm direkte fra laderen i stedet for batteriet under opladning, og tilpasser opladningen så der ikke skabes unødig varme, og stopper endda opladningen når der er fuldt opladt.

Det tryksensitive består af en otte-dobbelt aftrækkerfunktion, når man holder telefonen på siden. Vi snakker ikke bare kun om skærmen, men der er også en konsol-kontroller-lignende dobbeltfunktion (sig det 10 gange hurtigt) øverst, og ligeledes langs bulen i midten på bagsiden hvor den aktive køling og kameraet er. Det lyder mærkeligt, men det fungerer faktisk ret godt rent ergonomisk, og ligger godt i hånden. Man har i øvrigt frie tøjler til at indstille funktionerne fuldstændigt som man har lyst.

Der er også to indbyggede haptiske motorer i hver sin side af telefonen, der skal øge fornemmelsen af at sidde med en controller, og som naturligvis opererer uafhængigt af hinanden.

Skærmen er 6,92" AMOLED 2460x1080 144Hz - det skal man dog selv slå til ved normal brug, men aktiveres automatisk i spil; der er HDR10+; så er der som sagt indbyggede haptiske sensorer som naturligvis er lavet så det nærmer sig konsol-kontroller-kvalitet, så godt man nu kan på en plan flade. Selve billedbehandlingen er baseret på en Pixelworks Iris 6-processor, og det hjælper med at give 111.1% DCI-P3, og Delta E < 0,5, bare lige hvis man vil have farvekorrekthed på sit 1300 NITS display. Er det tysk TüV godkendt? Ja da.

Højttalerne er diskrette, men relativt kraftige og med en fin dybde, men af en eller anden grund spiller de ikke lige så højt når man har samtaler med telefonen, og her er også en af Lenovo Legion Phone Duel 2's få svagheder. Jeg synes ofte at stemmer i den anden ende bliver lidt høje og hyler, mere end sædvanligt og på andre telefoner.

Telefonen kommer i sort eller hvid med et Legion-logo på bagsiden, og med ret kraftig brug af RGB, men det kan heldigvis slås fra, hvis man ikke vil tiltrække sig opmærksomhed fra resten af byen.

Kameraet er i flere varianter, blandt andet et 44MP selfie som er beregnet til livestreaming - for det kan Lenovos gaming-software selvfølgelig også. Jeg er vild med den her løsning, og selvom jeg personligt ikke bruger selfie-cam mere end et par gange om året, så er det fedt med et kamera i god kvalitet. Hovedkameraret er 64MP, har 10x digitalt zoom og bruger intet mindre end syv linser. Det er sat sammen med et 16MP ultra-vidvinkel, og der er endda muligheden for at skyde i RAW, hvor videooptagelserne går op til 8K/24fps, så er der ikke rigtigt de store indstillingsmuligheder for hovedkameraet, når først man går i gang med at bruge det. Faktisk skuffer det voldsomt i forhold til både brugerflade og muligheder, og da billedkvaliteten ikke ligefrem er særligt imponerende i en 2021 flagskibstelefon må jeg ærligt sige, at det trækker ned.

Det hjælper heller ikke ligefrem at linsen er placeret midt på kameraet, således at man stort set automatisk placerer sine fede fedtfingre på objektivet hver gang at man skal snakke i telefonen. Kameraet var mit primære kritikpunkt på den første Duel-model, og det er det også her.

Legion Assistant-brugerfladender styrer alt og giver realtidsoplysninger er fungerer helt fint og er funktionelt uden at fylde for meget. Det giver præcis de funktioner man skal bruge, og ikke mere eller mindre. Der er dog blevet tilføjet en ny funktion, som helt PlayStation-agtigt løbende optager dine sidste 15 sekunder så du altid er klar til at dele dine episke øjeblikke... Hvis man da har nogle.

Jeg er lidt splittet omkring min mening om Lenovo Legion Phone Duel 2. Kameraet er ikke særlig godt, men det er alt andet til gengæld, og totalintegrationen af "gaming features" som shoulder-triggers og køling er ret glidende, og jeg er glad for, at man ikke er tvunget til at købe køling og opladere som ekstra udstyr. Det er i bund og grund en ganske fin service.

For mange vil telefonen derfor nok også ende med at være et 9-tal, og det gælder også mig. Hvis man dog går meget op i et godt kamera ville det nok være et solidt 8-tal, men tror jeg egentlig også at man nok ville have valgt en anden telefon alligevel.

Fuld profil 1.173 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.