Af alle de bærbare vi her på Gamereactor efterhånden har anmeldt, så er den nye Lenovo ThinkPad X1 Carbon Extreme nok den sværeste. Den er svær fordi at for et relateret robust kundesegment, så findes der kun denne computer, og netop derfor ser den stort set ud som den altid har gjort. Ja, den lille mærkværdige "nipple" er i midten, hvor du kan styre musen. Ja, du kan bøje skærmen helt, så hele enheden er plan. Ja, den er utvivlsomt den mest robuste "workhorse" du kommer til at finde blandt stort set samtlige konkurrenter på markedet.
Men nuvel, nu sidder vi her med en Extreme, en 15.6 tommer udgave af den allerede eksisterende X1 Carbon, og den starter på lidt over 16.000 danske kroner, men hvad betyder det hvis de trofaste forbrugere allerede har besluttet sig?
Så lad os lige slå fast hvad en X1 Carbon er for en størrelse. Her har vi at gøre med den ultimative arbejdscomputer, en maskine med omtrent 15 timers batterilevetid, ultra slankt og let design, et gammeldags men fantastisk blødt tastatur og et responsivt trackpad. Lenovos mission i årevis har været enkel - er du rigtig seriøs omkring dit arbejde, så glem de ultrabooks der, og køb en X1 Carbon, og via et solidt ry for at være pålidelig som få andre, så er det lykkedes.
Men Lenovo har nu skruet forstærkeren op til 11, og giver os deres vision for en "EXTREME"-udgave af X1 Carbon, og vi må ærligt indrømme, at denne computer har fanget alle på kontorets opmærksomhed den seneste uges tid. Så hvad gør den egentlig ekstrem? Jo, for dine 16.000 kroner (der kan blive til hele 35.000 hvis du vil have hele den ekstreme pakke). Tager vi udgangspunkt i en mellemmodel, der bonger ind på de beskedne 20.999 får du et display på 15.6 tommer i 4K, med HDR, multi-touch, 100% sRGB-dækning og over 300 NITS. Du får en 8. generations i7 8750H, et Nvidia GTX 1050 4GB, 16GB RAM, en 256 NVMe SSD, fingreaftrykslæser samt RapidCharge der giver dig 80% batteri på én times opladning.
Det er en ret imponerende pakke, om ikke andet hvis man ser X1 Carbon Extreme som en arbejdscomputer, for ligesom alle ThinkPads udsætter Lenovo Extreme for over 200 tests, der sikrer at den virker under "ekstreme forhold" (som er vel er rammende givet navnet). Det betyder at hvorimod du sidder derhjemme med en gaming computer med bedre komponenter til færre penge, så dør den ved -20 grader - det gør den her ikke.
Det er et søgt eksempel naturligvis, men den her robuste kvalitetsfølelse emmer igennem hele brugsoplevelsen når man sidder med en X1 Carbon Extreme. Samtidig føler man at du her har alt i en computer du gerne vil have. Selvom den har en skærm på 15.6 tommer vejer den bare 1.8kg, som gør den til en af de letteste computere med sådan en skærmstørrelse. Ydermere får du to USB-C, to USB 3.0, SD-kortlæser, Ethernet-forlængelsesstikforbindelse og HDMI. I en tid hvor der bliver færre og færre porte i de tilsvarende ultrabooks har du en her der bare giver dig det hele, for hvorfor ikke?

Det lader til at have været mentaliteten da Lenovo designede X1 Carbon Extreme, nemlig "hvor langt kan vi strække den". Og et langt stykke henad vejen så lykkedes dette sindssyge eksperiment. Prisen er dog... ja, gigantisk, og det er svært på stående fod at garanterer jer, læserne, om at X1 Carbon Extreme er præcis lige så pålidelig som dens forgængere. Dog har ThinkPads det ry de har af en grund.
Vi kunne godt have tænkt os at der med i prisen var muligheden for en 120Hz, for som vi har sagt adskillige gange så forbedrer det også oplevelsen ved almindeligt kontorarbejde. Skærmen føles mere responsiv, det hele fremstår hurtigere, og når nu enheden skal være ekstrem, hvorfor så ikke smide det med bare som mulighed for forbrugeren?
Når det så er sagt, så er Extreme en fantastisk maskine, en tosset maskine ja, men en fantastisk også, og har man enten en rig virksomhed på jagt efter nye pålidelige maskiner til arbejdspladsen, eller ønsker at bruge mange penge på en maskine man muligvis kan bruge til alting i et årti, jamen så giver Extreme dig alt du skal bruge. Prisen er skyhøj, måske også for høj, og vi mangler stadig en 120Hz-skærm, og måske nogle lidt lækrere højtalere.
Men vi giver Lenovo et klap på skulderne her. Den her maskine er ret ekstrem.