Skip to main content
Gamereactor Hardware Lenovo Y700
Hardware

Lenovo Y700

Lenovo rammer plet med både pris performance på deres nyeste gaming laptop.

Kim Olsen 28 marts 2016

Y700-serien fra Lenovo er deres bud på en bærbar computer, der rent faktisk kan bruges til spil. Den kommer i et hav af udgaver, og den testede model er en 15,6" udgave der står til 9.999,- og indeholder specifikationer, til dem der gerne vil have den slags triviel information af vejen hurtigst muligt.

256 GB SSD
1 TB hybrid drev
i7 6700HQ CPU
16 GB DDR4 ram
4Gb GTX 960m grafikkort
15,6" FHD IPS display
Specialkøling og en vægt på 2,6 kg.

Hertil kommer lidt ekstra features som baggrundsbelyst tastatur, JBL-højttalere, kortlæser, multiport til hovedtelefoner, to USB 3.0 og en HDMI-udgang. Der er herudover også en USB 2.0 port, der ikke slukker hvis der er andet forbundet, hvilket givet er meget praktisk udgang hvis man har en flan mobiltelefon.

Windows 10 kommer præinstalleret, og her er min primære anke at Windows 10 og pegefeltet på en bærbar bare ikke passer godt sammen, det er en katastrofe som det er programmeret lige nu, og selvom man slår det fra, så ender man med konstant ufrivilligt med at zoome ind og ud konstant. Det er en ommer Microsoft.

Det hele er pakket pænt ind i et dejligt aluminiumschassis, der umiddelbart er designet af de samme mennesker der har stylet Imperiets bygninger i Star Wars: The Old Republic, og det er ment meget positivt, for det rød/sorte monolith-design står rigtig godt til computeren når der også er sorte taster med rødt lys, mens at en hvid LED indikerer hvornår det numeriske tastatur, Caps Lock og andet er slået til. Kvaliteten er for prisklassen overraskende høj, og der er ingen fornemmelse eller æstetisk plasticoplevelse, og det trækker voldsomt opad.

Der er både dualband trådløst netværk, og i modsætning til andre, stadig også indgang til kablet ethernet. Herudover er vægten overraskende lav, eller rettere, føles relativt lav, men det er nok fordi at man har vænnet sig til at en gaming bærbar er en slæb-bar, der per automatik nærmer sig de 5 kg.

Musepladen føles lækker og er udført i samme overfaldemateriale som resten af kabinettet. Dette er dog en detalje, da man kan forestille sig at man nok brugre en rigtig mus 99% af tiden, men det er nu en god lille detalje alligevel.

Der er intet drev. Udover at spare vægt og produktionsomkostninger, så gør det også at kabinettet kan holdes ganske slankt. Da stort set alt alligevel foregår via downloads gennem Steam, Battle.net eller deres dårlige kopier Uplay og Glyph Launcher, så synes det som et logisk og naturligt valg.

Tastaturet fungerer fint, tasterne er noget smallere end på et normalt et af slagsen, men det vænner man sig hurtigt til, også på det numeriske. Gummibelægningen er behagelig i brug, og det røde lys er pænt og funktionelt uden at blive for meget.

Kølesystemet er ikke bare standard, men er rent faktisk gennemtænkt med kobberrør der leder varmen hen til to store blæsere bagerst i computeren. Det gør at temperaturen kan holdes nede, og larmen er til at holde ud, især da den grundlæggende passive køling er god nok til at blæserne ikke skal starte under normal brug. Det havde måske været rart med manuel kølerstyring, men den trinløse regulering som er automatiseret virker upåklagelig. Støjniveauet er omkring 24 Db ved fuld hammer, og det er særdeles fornuftigt.

Batteriet er et standard 4-cellers, lithiumpolymer, men ellers er der ikke oplyst det store. Der er ikke umiddelbart mulighed for at udtage batteriet , og det virker ikke særligt hensigtsmæssigt, især ikke for de der foretrækker at fjerne batteriet ved længere tids tilslutning til strøm. Skruer man ned for alt kan man ramme seks timer, men ved normal brug er vi nede på lidt over fem timer, og games der, så er vi hurtigt nede på fire. Det er hvad man kan forvente, og at batteriets levetid afhænger af hvor meget lyd, lys og performance man hiver ud af maskinen kommer næppe som en overraskelse.

Lyden er en god portion over standard, men lever ikke op til markedsføringsmaterialets løfter om "enestående stereolyd" - det er i sig selv en umulighed med to små enheder placeret ca 20 cm. fra hinanden i et mikroskobisk kabinet, men ser man bort fra den sædvanligt tumpede marketingssnak, så har Lenovo snydt og har indsat en ekstra enhed under selve computeren. Et kvalificeret bud ville være, (den er bag gitter og ikke til at komme til) at der er tale om en 2" enhed som skal aflaste de to 1" enheder der sidder over selve keyboardet. Det giver dog alt andet lige en væsentligt mere fyldig lyd end den diskantfyldte mudderpøl de fleste bærbare leverer. Faktisk er det lige præcis nok til at man ikke gider at finde headsetet frem når man er alene. At snakke om bas eller nedre mellemtonen er dog nok at overgøre lyden.

Skærmen er klar, ren i billedet og fnidderfri. Det er ikke samme knivskarpe billede som en ekstern IPS skærm i +7000 kroners klassen, men klart et af de bedste paneler vi har set på en bærbar. Billedkvaliteten er generelt ganske høj på både spil, film og daglig brug, og udmærker sig herudover ved at være ganske lysstærk, noget der dog heldigvis kan reguleres op og ned.

Både den mekaniske, og nok ikke så overraskende SSD-harddisken giver en meget hurtig opstart og glidende brug, og det er dejligt at opleve lag-fri brug og behandling af selv store filer.

Benchmark
Man skal være påpasselig med at være for generel, for der er mange variabler, og både drivere, køling og mange eksterne faktorer er i spil. Hertil kommer at komponenterne til bærbare nu en gang er en del anderledes end til en stationær, og ikke har samme fysiske og termiske begrænsninger. Vi har dog sammenlignet med en, tilnærmelsesvis, sammenlignelig desktop-konfiguration med i7 CPU, GTX960 og 16 GB DDR4 RAM samt en SSD i samme ydelsesklasse. Der er kørt en del forskellige benchmarks, men vi vælger her at bruge 3DMark's Sky Diver. Dels er det tilgængeligt for alle (aka gratis), det er meget udbredt således at man kan google sig til scores for de fleste produkter, og Sky Diver-testen er lavet specifikt til bærbare computere.

3Dmark Sky diver 1.0
13381 (63% af desktop score)
GFX score: 14366 (59% af Desktop score)
Physics: 9191 (75% af Desktop Score)
Combined: 16115 (66% af Desktop Score)

Den normale forventning er at totalscoren for Desktop ligger på det dobbelte, og grafikscore mindst 40% over. Det er der ikke tale om her, faktisk følger Y700 forbløffende godt med, og er væsentligt bedre end de fleste andre bærbare i sub 10.000 klassen. Det forbløffende resultat sker med stor sandsynlighed i sammenhæng med de ekstra Vram, og det gør faktisk at Lenovo Y700, om end den ikke når en stationær computer med et normalt GTX960, står ganske fornuftigt performance-mæssigt når man fakturer ind at der er tale om et bærbart/mobilt produkt.

Og hvad betyder det så i praksis?
I praksis betyder det ikke 60 FPS i alle spil, men det betyder at man kan opnå 60 FPS ved at tweake på indstillingerne, og i mange spil kan man få en ganske stabil ydelse, der stadig er flydende ved at ligge lige under 50 FPS. Vi spillede bla. The Division i et mix af lav- og mediumindstillinger på 47 FPS, og det var overraskende flydende og stadig meget pænt at kigge på. Grand Theft Auto V kører med alle indstillinger på max ned på omkring 25 FPS, hvilket stadig ikke er dårligt når man tænker på hvor krævende det er. 60 FPS opnås med medium indstillinger, og spiller stadig flydende. De fleste spil der har mere end et år på bagen kører også nemt, og kommer man hen til spil med mere end to lys på fødselsdagskagen, så kan man ofte køre dem i maksimale indstillinger uden at det er et problem.

Kigger man på pris, performance, byggekvalitet og daglig brug, så får man en bærbar der både kan fungere i hverdagen til arbejde, studier og lidt musik, og samtidig duplerer som gaming-maskine når det er man vil koble af. De ekstra videoram og den skarpe prissætning trækker maskinen op til den øverste del af et ni tal, byggekvaliteten og den flydende gaming.oplevelse giver de sidste centimeter, og vi ender på et ti-tal.

Fuld profil 1.173 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.