Franske LexIP er som sådan ikke noget nyt selskab. De har tidligere lavet mus specifikt til 3D-tegneprogrammer, og har igennem Kickstarter taget grundprincipperne i denne ét skridt videre. Det oprindelige Kickstarter-projekt samlede €430.000, en ret stor sum penge når man tager i betragtning at grundkernen i produktet reelt set allerede var udviklet, men ideen om at bruge joystick sammen med mus er uanset hvad anderledes, og nok også en del dyrere i fremstilling.
Sættet vi har fået består af to, eller reelt tre dele. En mus med keramiske fødder der også kan købes separat, og en dedikeret musemåtte. Pu94-musen er en væsentligt anderledes konstruktion. Ikke så meget i sit grunddesign, men for hvad den er.
Visse dele er almindelige og forventede, såsom riflede sider for bedre greb, et musehjul med kantet gummibelægning, en DPI switch bag hjulet, et aftageligt kabel og to knapper på siden (der kommer en venstrehåndsversion senere på året). Men så holder alle ligheder op.

På siden er der monteret et joystick, der i design og funktion samt feedback virker som en nedskaleret udgave af de analogpinde vi kender fra en konsol controller. Det gør også at det er selvcentrerende, og går hårdt og hurtigt tilbage til sin udgangsposition, og at der er noget mekanisk feedback der gør det noget nemmere at bruge.
Selve musen, hele den øvre del, er ét stort joystick der er monteret på bunden, eller den nedre museplade. Der er god modstand i det, og man skal bevidst rulle håndleddet for at skallen drejer sig.
En sidegevinst ved dette er at det nok er verdens mest ergonomiske mus, for den er i stand til at dreje sig, således at håndleddet ikke gør det, og jeg må indrømme at jeg faktisk påskønner Pu94 meget mere som en fantastisk kontormus mere end noget andet. Jeg ville dog ønske at man kunne låse oversiden på en eller anden måde, for det kræver en meget stor mængde øvelse at ramme ting i skydespil når man bevæger hånden hurtigt, stopper abrupt, og skal skyde på noget. Det lykkedes man aldrig helt med.
Musehjulet fremstår desværre pivende og som noget der er lavet i tynd og dårlig plast, og det er et problem, for skallen på musen fremstår i forvejen som noget der er lavet lidt for let, og med billige materialer, sikkert for at holde vægten nede.

Bunden består af intet mindre end seks keramiske puder, der gør at musen glider utroligt nemt, og kombineret med B5-musemåtten - der i øvrigt er så stiv og hærdet at den kan bruges som mordvåben, så føles den stort set friktionsløs. Og det er faktisk lidt et problem, for det er ikke særligt optimalt til spil i førsteperson, og den manglende præcision i styringen og den manglende modstand gjorde faktisk at jeg skiftede mus en gang imellem i testperioden.
Sensoren er en 9800 DPI ADNS-9800, og den er der ikke så meget at sige om, den virker, den er præcis, men ved større lift-off opstår der lidt fnidder - hvilket nu er ret generelt for enkelt-sensor systemer.
Softwaren er funktionel, men vinder ikke nogen designpriser. Der er ret mange indstillinger, men jeg er dog irriteret over at statusbaren over automatisk opdateret software ikke kan finde ud af at minimere eller lukke sig selv.
Der er en lang række spil på Kickstarter-siden der er kompatible, blandt andet havde jeg glædet mig til at køre biler i Grand Theft Auto V ved at bruge det interne joystick i musen og bare mit håndled, eller kunne skifte våben og bygninger i Fortnite som det fremgår af produktets Kickstater-side. Men de spil der er i softwaren er forudindstillet tæller kun sølle otte titler, heriblandt to The Sims-spil. Det er simpelthen for bøvlet for slutbrugeren, der allerede har betalt 1100 kroner for en mus og 350 kroner for en musemåtte. Hele pointen med den her mus er at man reelt set kan undvære sit keyboard, da det at bevæge sig nu kan gøres via de to indbyggede joysticks, altså ha man reelt indbygget to ekstra måder at bevæge sig på i alle retninger, og her burde du så faktisk kunne undvære et keyboard, eller i hvert fald rigtig mange tastetryk, da hvert joystick, ifølge producenten, kan gøre det ud for fire taster på et keyboard. Det er derfor ret frustrerende at man i stort set alle spil selv skal indstille alt. LexIP burde faktisk være mere klare i spyttet med at "kompatibel" og "native support" på ingen måde er det samme, og det er ærgerligt, for havde man haft præprogrammeret de sidste fem års 50 mest populære spil, så havde Pu94 pludselig haft en kæmpe fordel.

Softwaren kan selv finde det spil man bruger, og så lave indstillingen. Det lykkedes bare aldrig for mig. Så man skal manuelt ind, lave en ny profil, og så binde profilen til en .exe fil fra computeren. Det betyder så ikke at musen selv ved hvad den skal - og det er en afgørende mangel i min verden. Det er muligt at jeg i min brug har lavet en afgørende fejl, og at jeg burde have installeret softwaren flere gange eller lignende, men pointen er at jeg aldrig fik musen til at gøre det som der er blevet reklameret med.
Så - ideen er virkelig god. Ergonomien er helt fantastisk. Men et billigt musehjul i så dyr en mus, og funktionalitet der ikke er der "ud-af æsken" som lovet, det trækker altså kraftigt ned. Og det er synd, for alt hvad LexIP reelt set skal, er at give deres driversoftware en stor overhaling, og tilføje en 40-50 titler til de titler der understøttes i samme sekund musen sluttes til.
Karakteren er lige nu middelmådig grundet den fantastiske ergonomi, men den manglende mulighed for at vælge præcision/kontrol over fraværet af friktion, og at man reelt set skal gøre alt selv for at udnytte de fancy funktioner. Fikser LexIP deres software, så snakker vi pludselig et 9-tal, for det musehjul er bare ikke godt nok, og prisen er nok lige i overkanten.