Her på Gamereactor har vi efterhånden fået kigget godt og grundigt på alle de flagskibsmodeller fra markedets diverse producenter, der er værd at kigge på. Ikke bare det, vi har set hvordan disse serier, såsom Sonys Bravia'er, Samsungs QLED's og sågar Philips' bud har udviklet sig igennem årene, og det har været en fascinerende kamp imellem de forskellige bud på fremtidens display-teknologi.
Vi måtte dog, i sidste ende, efter at have rost Samsungs QLED-modeller i flere omgange og kritiseret Sony for deres for høje prissætning, ankomme til den erkendelse sent sidste år, at LG bare laver de samlet set bedste all-roundere på markedet. Jo, webOS er ikke den mest intuitive brugerflade, og heller ej er fjernbetjeningen noget designpragtstykke, men i forhold til de elementer af den samlede brugeroplevelse der betyder noget, så har LG fået høvlet næsten samtlige knaster af deres modeller, og præsenterer skarpsleben display-teknologi ulig nogen anden producent på markedet. Denne erkendelse kom vi til efter at have brugt et C9 på kontoret til alle vores primære konsoltests, lige fra Bleeding Edge til The Last of Us: Part II, fra Persona 5 Royal til Doom Eternal.

Det har været lidt af en rejse for at sige det mildt, og da LG så, tidligere på året ved CES, løftede sløret for de nye X-modeller (eller måske bare 10?), så lod det da også til, at producenten var forholdsvis selvsikker på deres line-up. Få men signifikante ændringer, det samme design, de samme centrale filosofier og teknologier. Er der så overhovedet grund til at opgradere til det nye CX, hvis du i forvejen har et C9, som vi nærmest kun har rosende ord til overs for? Måske ikke, men det forhindrer ikke CX i at være det bedste fjernsyn vi nogensinde har testet på redaktionen, og samtidig det fjernsyn vi i første åndedræt vil anbefale alle fremadrettet. Så godt er det bare.
Og nu hvor vi postulerer at designet er uændret, så lad os da lige starte der, og gå lidt yderligere i detaljen. Selve panelet er igen en dualitet imellem næsten papirstynd aluminium, som er bare et par millimeter tynd, og det dækker cirka to tredjedele af fjernsynets ryg. Nede i bunden er der så selve plastikkassen, hvor forbindelser, AI-processorer og anden teknologi er placeret. Det er en løsning som andre producenter også bruger, og en vi nærmest kun kan bifalde, dog foretrækker vi samlet set Samsungs løsning med at have forbindelserne i en kasse for sig, som man kan placere hvor man vil, men nuvel, ryggen på fjernsynet er minimalistisk og smuk. Foden består endnu en gang af en vægtet plastikfod bag til, og en simpel aluminiumsfod foran, der giver en mild svævende effekt. Det er præcis samme fod som på C9, men det er ikke en klage - det er et smukt fjernsyn, både forfra og bagfra. Nedefra og fra siden sidder selve indgangene, og her har LG valgt at forkæle forbrugeren med fire HDMI 2.1-porte, der alle understøtter 4K/120Hz sammen med 10-bit farver i HDR og 4:4:4 Chroma-sampling. På andre modeller er det som regel kun nogle af portene der er 2.1, men ikke her. Tak. Desuden er der en ARC/eARC-port, der understøtter Dolby Atmos. Vi har benyttet os af en Sonos test-up, som du kan læse alt om her, her og her, men pointen er at det har været en sublim oplevelse fra ende til anden, og bare baseret på indgangene her er det let at se, at CX er perfekt som fast følgesvend når de næste konsoller ankommer til efteråret. Der er sågar understøttelse af auto-low-latency modes (ALLM) og variable refresh-rate (VRR) over HDMI, hvis du har enheder tilsluttet der understøtter det, og der er sågar Nvidia G-Sync også. LG siger desuden at de har planer om også at understøtte AMD's FreeSync en gang i den nærmeste fremtid. Når nu vi er ved konsollerne også, så kan du slå HDR Gaming Interest Group-indstillingen til (som hedder HGIG), som slukker for LG's egne HDR-processor, og efterlader ansvaret hos den enhed der sender signalet igennem HDMI-porten, om det så er en PlayStation, en Xbox eller noget helt tredje.

Det er desuden præcis samme fjernbetjening som sidste år, og selvom den ikke er nogen "looker", og at vi gerne så en lidt brugervenlig version blive pakket med i fremtiden, så gør LG's Magic Remote alt det den skal og mere til. Heldigvis er der ikke nogen genvejsknapper til streamingtjenester du ikke bruger, bare Netflix og Prime, det er helt fint. Den understøtter igen en gyroskop baseret mus, og i vores optik er det bare en hurtigere måde at navigere brugerfladen på, så det er rart at denne stadig er her.
Brugerfladen, nu hvor vi er ved den, er desuden ganske tilforladelig, fiks uden at være prangende om man vil. LG har så sandelig rykket sig de sidste par år, og selvom det fortsat ikke er muligt at fjerne alle de funktioner man ikke bruger fra hjemmemenuen, eller få faste PS4/Switch/Xbox-mærker på ens HDMI-genveje der giver et bedre udseende, så er det svært at pege fingre af nogle af de specifikke designfilosofier eller beslutninger der ligger bag denne nyeste version af webOS. Den er overskuelig, tilbyder rigeligt med avancerede features til entusiaster, og navigeres med en responsiv remote. LG har også oppet sig i forhold til udvalget af apps på deres platform, og vi faldt ikke over noget der som sådan manglede.
Det at navigere brugerfladen er også lidt hurtigere end før takket være den nye Alpha 9-processorserie, som er hjernen bag denne nye generation af LG-modeller, som naturligvis leverer flere hestekræfter til noget så banalt som brugerfladenavigering, men også introducerer AI-baserede features som forbedret hudtonegenkendelse, kildeoptimering og lydkvalitet. Kan dette mærkes? Ikke rigtig, men det er nok mere fordi at C9'erens Alpha-processor i forvejen leverede imponerende teknisk præstation. Det er ikke ligefrem et fjernsyn man venter på, og det samme gælder CX. Du bliver dog mødt af en ny AI Picture Pro-indstilling under den første opsætning, som viser en forbedret skarphed, både i billede og i lyd, hvis altså du benytter fjernsynets egne fine højtalere. De fleste slukker nok for sådanne processor, men de skruede dog ned for billedestøjen i særligt SDR HD-indhold, så noget godt er denne nye software da til for.

LG's X-serie tilføjer desuden to nye centrale modes, som ganske vist er til et meget bestemt segment af de interesserede forbrugere, men som nu alligevel giver meget mening for netop dem. Først og fremmest har vi Filmmaker Mode, en indstilling som Sony først introducerede i deres Bravia-flagskibe for et års tid siden, og som kun er blevet mere populært siden. Denne mode er udviklet i samarbejde med UHD Alliance og en række kreative eksperter, og har til formål at slukke fra mange af de postredigeringsalgoritmer der, i nogles øjne, ændrer den centrale visuelle vision bag det indhold du oplever. Det er lidt ligesom HGIG, det er indholdet der dikterer kalibreringen. Tidligere modeller har dog haft noget lignende i form af Technicolor Expert-indstillingen, så helt fremmed er det her ikke. Dolby Vision IQ er lidt mere involveret, da denne indstilling analyserer Dolby Vision HDR-scener billede for billede, og kombinerer det med en dynamisk aflæsning af lyset i rummet, så HDR-kalibreringen skræddersys til det rum du oplever indholdet i. Er det noget værd? Ja, det virkede under vores tests, men det er ikke noget nogen her på Gamereactor higer efter at bruge til hverdag.
Så endelig til selve panelet. Og hvad vil du egentlig vide? Altså, det er fuldstændig fantastisk. Vi snakker storslåede kontrastniveauer, dyb blæksort uden at miste detaljen i skyggerne, flot HDR i op til 750 NITS i vores målte tests uden alt for meget af den "bloom" eller "halo"-effekt man ser på paneler af markant ringere kvalitet, og generelt mere hårdtslående farveprofiler på tværs af hele farvespektret. LG's selv-emitterende panelteknologi er kommet så langt med årene, og vi er nu der hvor du kan sætte den hvideste pixel ved siden af den dybeste sort, uden at det bløder over i hinanden, som der ellers er tendens for hos visse andre producenter. Naturligvis betyder OLED-teknologien generelt at den generelle lysstyrke er lavere, men det er virkelig ikke noget du lægger mærke til, og kontrasten mellem lys og mørke er uden tvivl den mest effektive vi har set til dato, og også mærkbart bedre end på sidste års C9. Med 96% DCI-P3-dækning og 71% Rec2020-dækning er det svært at brokke sig over ringe farvekorrekthed heller, og vi testede desuden et input lag på bare 12ms, som er virkelig lidt for et traditionelt fjernsyn. Vi testede et bredt udvalg af forskellige slags indhold, lige fra Netflix i 4K til Gears 5 på en Xbox One X, og vi satte desuden også en PC til for at teste VRR-kompatibilitet, lige meget hvad vi kastede efter CX, så er dette fremadrettet en fast farve-, konstrast, og lysstyrkereference for film-, serie, og spilindhold. Naturligvis foregik størstedelen af disse tests med LG's billedeteknologier slået til, såsom AI Picture Pro og OLED Motion Pro, der indsætter pseudo-frames af sort ind imellem feedets egne frames for at sikre at øjets udgangspunkt genstartes, og dermed fremstår billedet mere støjfrit. Du vil måske slå en række af disse indstillinger fra, og det gjorde vi også, og vi kan roligt slå fast, at også her imponererer CX.

Og det bedste af det hele? På grund af en generel forøgelse af de paneler som LG kan producere hver måned, samt forhåbentlig et forsøg på at udbrede flagskibsmodellerne blandt alle slags forbrugergrupper, så introduceres CX til en langt billigere introduktionspris end sin forgænger. Vi har testet modellen på 65 tommer, og per selve afsløringen tidligere på året sælges denne for $2799 i stedet for C9'erens $3499. Naturligvis er det i dag muligt at købe et C9 billigere, men hvad det forhåbentlig betyder er at næste år, så vil CX'eren være endnu billigere end der hvor 9-serien er nu.
Det skal dog her siges, at har du i forvejen et 9-serie fjernsyn fra LG, så går du ikke på den måde glip af features, der er afgørende fremadrettet. Hvad vi dog samtidig må give LG, er at dette, samlet set, er det fjernsyn vi fremadrettet vil bruge som samlet reference, og det fjernsyn vi vil anbefale, hvis man er på markedet efter en eminent "all-rounder", en "jack-of-all-trades", et panel der er som skræddersyet til dig, og mig, og os allesammen. Den nye konsolgeneration kan ikke komme hurtigt nok, nu hvor vi har set det fjernsyn der er som skabt til at akkompagnere den.