Der har længe været billeder ude af LGs KE850, og der har også længe været tale om et ægteskab mellem Prada og LG, som vi har set med Dolce & Gabbanna og Motorola.
Nu er de to nyheder så kædet sammen, så den lækre KE850 er blevet til LGs bud på en mode-mobil fra Prada. Mobilen ligner utroligt meget iPhone med en stor trykfølsom skærm på 3-tommer. Den har et 2-megapixelkamera, LED blitz og Bluetooth A2PD, så der kan høres musik trådløst i høretelefonerne.
I modsætning til iPhone har Prada/LG fået plads til et slot så man kan udvide med MicroSD-kort - en stor mangelvare hos iPhone, hvis du spørger mig.
Desuden ser menuerne utroligt lækre ud i et sort/hvid-tema. Dem som kender til LGs chokolade-serie, vil også kende til den æstetiske menu, som LG er blevet mestre i.
Indtil videre er den kun kommet i Storbritannien, Tyskland, Frankrig og Italien, hvor den kan købes for en pris på omregnet 5.000 kroner.