Skip to main content
Gamereactor Hardware LG UltraGear 27GR95 QE-B
Hardware

LG UltraGear 27GR95 QE-B

Navnet er på alle måder skidt, men skærmen er verdens hurtigste OLED.
Kim Olsen 27 april 2023

På papiret ser det jo godt ud, 240Hz, imponerende 0.03 ms responstid, AMD FreeSync Premium og ikke mindst Nvidia G-Sync, hvilket måske forklarer noget af prisen På 8.999 kroner.

OLED er interessant idet at uniform belysning altid har været et problem for mange PC-skærme, da antallet af lyskilder bag panelet helst skal være ret højt for at sikre højt lysniveau såvel som ensartethed hele vejen rundt, og her er OLED perfekt, da hver pixel også er sin egen lyskilde.

Der understøttes HDR10, og det er med 98,5% DCI-P3 farvedækning. Der er dog umiddelbart ingen oplysning om Delta-E afvigelser. Der tilbydes 200 NITS lysstyrke, to HDMI 2.1-porte, en DisplayPort 1.4, to USB-C via USB-hub, samt fjernbetjening og en optisk port. Den forstår jeg ikke helt, for jeg vil da til enhver tid trække det optiske signal ud af min computer, og ikke fra skærmen. Jeg forstår godt ideen er at smide et kabel til højttalere, men jeg synes det måske er lidt overflødigt.

Designet er som på det meste af LG's UltraGear-serie både monolitisk og industrielt, og holdt i sort for det meste. Herligt. Det er holdt i super lækker stil hele vejen igennem, og både design og byggekvalitet er meget gennemført, selv RGB-lyset er diskret og klædeligt. Jeg forstår godt at man har fravalgt det lille joystick under eller bag skærmen rent designmæssigt, men jeg er ikke fan af at man har smidt det over i en fjernbetjening i stedet, jeg har en hel kasse med små fjernbetjeninger som jeg stort set aldrig bruger, men i det mindste er det ikke en kablet af slagsen som AOC tidligere har brugt.

Den kan drejes og vippes som det sig hører sig, og det er dejligt at det ikke er fravalgt. Den står solidt med over 7 kilo i kampvægt.

Vi testede kontrast og anti-glare som nævnes en del gange i reklamematerialet ved blandt andet at bruge skærmen i direkte indstrålet sollys, og til min overraskende, så virkede det faktisk, ja, der var genskin, men jeg kunne rent faktisk se og bruge skærmen.

Der er et visuelt ret voldsomt OSD-system, men det er klart og tydeligt hvad tingene gør, samt indbygget sortniveaujustering i spil, indbygget sigtekorn og en fps-tæller. Det sidste er fint, men de to andre kan i nogle tilfælde være på grænsen til snyd i min verden.

Og så til det der måske ikke bliver fremhævet så meget hos producenten. Det ene er lysstyrken, den er desværre kun på det halve af hvad de fleste andre skærme kan levere (om end det typisk stadig er for lidt - jeg vil have HDR600!!). I et mørklagt gamer-rum eller hjemmekontor er det ikke en faktor, men det giver dårlig HDR-gengivelse, og i lyse rum kan det blive et reelt problem. Billedet er 10-bit, så point for det, men der skal noget mere blæs på lyset i min verden.

OLED vil jo typisk have burn-in problemer, dette undgår man ved forskellige teknikker, heriblandt "pixel vask" der igangsættes når man slukker skærmen, hvis man så ikke er så god til det, ja så kan der potentielt opstå problemer. Vi havde den kun et par uger, og kan derfor ikke berette om hvad der potentielt kan være af langtidsproblemer med det.

Hvor man til skydespil, og særligt online-skydespil er imponeret over hvor flydende og hurtigt det hele går, så er jeg lidt i tvivl om jeg ikke kunne have været villig til at gå 0.1ms for en højere opløsning, men sådan foregår det ikke. 27" 1440p er stadig en ret god mellemvej når man kigger på størrelse og opløsning, men efter Sony smed en 4K, 27" monitor på markedet sidste år til kun 1000 kroner mere, så må jeg sige at når vi nærmer os 10.000 kroner, så forventer jeg også størrelse og opløsning derefter. Men ja, det er fantastisk opløsning, input-forsinkelse og opdateringshastighed man får, og Sonyen får ikke et ben til jorden når det kommer til hvor mange pixels der kan gengives i sekundet eller hvor lidt forsinkelse der er.

Farverne kan virke lidt overmættede lige ud af kassen, men det er svært da man også gerne vil have maksimal lysstyrke, det er dog ikke så svært at finde en god balance, og særligt da kontrasten i det her panel er virkeligt høj, så bliver det noget nemmere at indstille. Men med lidt mere lysstyrke havde forskellen imellem mørkeblå og sort nok været en del bedre i direkte lys, og gul have haft et mindre grynet-orange skær over sig. Der er altså stadig plads til forbedringer.

Hvor lækkert, hurtigt og flydende end billedet er, så er prisen for høj til det niveau af FPS jeg spiller, her vil jeg som før nævnt nok bruge pengene på en større skærm og højere opløsning, men det her tegner virkeligt godt for OLED skærme, for der vil ikke gå lang tid før prisen falder, lysstyrken og opløsningen stiger, og så vil det kun gå en vej med salget, og det er op. Er man hardcore FPS/Online shooter mand, så er det derimod et produkt man allerede nu bør overveje hvis ens gamle skærm står for en udskiftning.

Fuld profil 1.173 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.