Stilistisk har Linkin Park rykket sig temmelig langt, siden de debuterede for knap 10 år siden. Dengang red de med på bølgen af nu-metal, og selv om deres rock/rap-kombination næppe kunne kaldes original, så var de stadig ferme til at skrive ørehængere, og hvad de manglede i lyrisk raffinement gjorde de op for med oprigtighed.
Siden da er der sket en del. Linkin Park er blevet voksne, forstås. De har skruet ned for distortion-pedalen og skrigeriet, og op for elektronikken. A Thousand Suns er uden tvivl bandets mest ambitiøse plade til dato, nærmest et konceptalbum, der berører temaer som krig, undertrykkelse, oprør og modstand, og flittigt genbruger tekster og melodilinjer for at skabe et følelse af sammenhæng og helhed.
Det fungerer, og som stiløvelse er opgaven helt klart bestået, men samtidigt er jeg langt fra oppe at ringe. Jeg er ikke helt solgt, for ærlig talt bliver det en lille smule kedeligt i længden.
Der er i alt 15 skæringer på den lige knap 48 minutter lange skive, men en god del af dem er lydflader og brudstykker, og vi skal helt ind til skæring nummer tre, før vi møder pladens første deciderede sang.
Som sagt er A Thousand Suns en ambitiøs plade, der behandler nogle tunge emner. Men Linkin Park har aldrig været de store lyrikere, og her er simpelthen ikke kant nok til for alvor at overbevise. Den indædte vrede og de skarpe formuleringer man finder hos et band som Rage Against The Machine er bare ikke til stede her, og det lyder lidt som om bandet ikke helt selv tror på deres opfordringer til modstand. Chester Bennington er en fin sanger, men han vil helst synge om indadvendte følelser og teenange-angst, så budskabet ender med at blive noget rodet misk-mask.
Dermed ikke sagt at alt er til rotterne. For pladen har stadig en lille håndfuld stærke numre, der sjovt nok alle er kendetegnede ved at Mike Shinoda går til mikrofonen, og endnu engang slår fast med syvtommersøm, at han klart er den mest interessante kunstneriske drivkraft i bandet. I modsætning til sin kollega Chester, så har Shinoda i høj grad ordet i sin magt, og er både en dygtig tekstforfatter og en temmelig habil rapper med vaskeægte hiphop-cred. Undervejs bliver der smidt referencer til både Jay-Z og Public Enemy, og det virker bare mere troværdigt når Shinoda tegner et billede af sig selv som én, der er træt af pis.
Det musikalske håndværk er i orden. Man savner måske de tunge riffs, der kendetegnede bandets første plader, men der er ingen tvivl om at de har styr på elektronikken samt deres samples og kan sætte et flot lydbillede sammen. Dét, der mangler, er de fængende melodier. Der er ikke mange oplagte hits, hvilket understreges af at førstesinglen The Catalyst (den der også er med i Medal of Honor) nærmest lukker pladen.
A Thousand Suns er uden tvivl ment som en plade, der skal betragtes som en helhed i stedet for en samling sange. En af den slags plader man hører fra start til slut og fordyber sig i. Det er bare svært at slippe det indtryk, at den ikke stikker særlig dybt. Pladen fungerer, og i enkelte øjeblikke endda godt, men Linkin Parks evner står ikke helt mål med deres kunstneriske ambitioner. Resultatet er et album, der ikke helt formår at overbevise.