Debuten ‘Catching a Tiger' er en af den slags albums som det er meget svært at sige noget negativt om, men som samtidig har meget svært ved at komme ud over rampen - og ikke af umiddelbart indlysende grunde...
Fra den skramlende og skævt instrumenterede 'Record Collector', der stærkt åbner ballet, ved man, at der er noget specielt på færde. Den unge amerikanske sangerinde har nemlig en kraftfuld, autentisk røget og hamrendes fed vokal, der spænder vidt og rummer ethvert tænkeligt udtryk. Intet mindre!
På blandt andet den konto er Lissie nært beslægtet med sin britiske kollega Florence Welch fra Florence and the Machine, men hvor sidstnævnte bevæger sig indenfor rammerne af mere kontemporær britisk rock og soul, kigger Lissie i langt højere grad tilbage til den luftige, amerikanske radiopop fra 70'erne og 80'erne.
Et andet fællestræk er de lagdelte, fyldige og næsten barokke arrangementer og en næsten skizofren leg med forskellige genrer, i særdeleshed pop, soul og - for Lissies vedkommende - en god portion country.
Problemet er bare, at Lissie ikke på samme måde som Florence evner at indkapsle og forene de mange udtryk og musikalske sidespring til et sammenhængende og personligt hele. Dertil kommer det, at sangskrivningen på albummet generelt er lidt for sikker og lidt for upersonlig og derfor sjældent slår lige så stærkt igennem som den fantastiske vokal.
Kun på den næsten gospel-klingende og suverænt opbyggende 'Little Lovin'', den Joni Mitchell groovende 'Look Away' og balladen 'Everywhere I Go' går det hele op i en højere enhed. På disse numre, og den tidligere nævnte 'Record Collector', brænder Lissie til gengæld i den grad igennem pappet på højtaleren og viser os det kæmpestore potentiale hun besidder.
'Catching a Tiger' er en stærk debut, men samtidig også et album domineret af let, radiovenlig og mere end almindeligt kompetent sunget pop. Det er som sådan meget godt, men når man efter endt gennemlytning stadig har højdepunkterne klingende i ørene, er det ærgerligt, at ikke flere sange på 'Catching a Tiger' holder det samme høje niveau.
Vi har uden tvivl ikke hørt det sidste fra Lissie og når hun rammer et mere sammenhængende, mere kantet og - mest af alt - mere personligt udtryk, er vejen til stjernerne vist sikret.