Lloyd Banks lægger ikke skjul på hvad det hele handler om. Med et dollartegn placeret trygt i S’et på Banks og et album flydende i grønne pengesedler, står den på gangster hele vejen. Det er bling-bling rap til MTV-generationen med alle klicheerne i behold. Så ræser du stadig rundt i øsen med G-Units debutalbum svejset fast i afspilleren, så er der absolut noget at hente i denne skabelonskårede omgang penge, pistoler og tøser.
Det er ikke mere end måneder siden han sidst spyttede rim ud på G-Units "Beg for Mercy" album, og minsandten om han ikke fortsætter i samme trætte stil på "The Hunger for More", der meget godt opsummerer hvordan jeg har det. Jeg er også sulten efter noget mere. Mere adspredelse og en god portion opfindsomhed ville fylde denne rap anmelders mave betydeligt bedre end en omgang amerikansk fast food. For hvad er ideen med at gå solo, for derefter at levere nøjagtig samme håndfuld pumpende tracks og tekster som på "Beg for Mercy"?
"The Hunger for More" er dog ikke helt blottet for håb. Det ufattelig stramt anlagte "Warrior Part. 2", der med spansk guitar og en yderst gangsterglat Nate Dogg sprænger taget af enhver bygning, kan ikke andet end ende som et certificeret hit. "Karma" er endnu et staldtip på en produktion der kan ende i MTV rotation, men som desværre bevæger sig i den vante "Hva’ så tøser"-bås, hvor klicheerne står i kø for at melde deres ankomst og champagnepropperne sprænger hvert minut. Resten af skiven fyldes op med flere forudsigelige floskler, og selvom Young Buck, Snoop Dogg og The Game er inviteret ind forbi, så forbliver det hele en smule ordinært.
Det er egentlig underligt at Lloyd Banks ikke vil mere med "The Hunger for More". Holdet af producere er ufattelig stærkt og står med kræfter som Sha Money XL, Eminem selv og Timbaland på grænsen til det sublime, men når små hooks gentages i det uendelige og Banks selv ikke gør andet end at bræge ind over dem, så stopper hovedet hurtigt med at nikke.